Kør 9500 km på en liter benzin

MEC_ShellEcorace
Af Bodil HM Olsen

Det er resultatet når man udfordrer 3000 studerende fra 26 lande til at designe og bygge den bil, der kan køre længst på 1 liter benzin.

Her bliver materialer, opfindsomhed og ingeniørkunst presset til det yderste, og kan dermed bane vejen for fremtidens hyper-energieffektive biler.

Fra DTU, der har deltaget i konkurrencen gennem flere år,  siger man at målet for dem er at vise omverdenen, at biler allerede i dag kan gøres væsentligt mere brændstoføkonomiske ved korrekt prioritering og brug af viden og teknologier, der allerede eksisterer.

Shell Eco Marathon er verdens største konkurrence for studerende. Reglerne er simple. De studerende skal designe og bygge en bil , der kan køre ufatteligt langt på hvad der svarer til 1 liter benzin eller 1 KWh. I Rotterdams gader skal de dyste mod andre studerende, om at  køre flest km/L.  Lige nu kan de bedste  brintbiler køre, hvad der omregnet svarer til 9500 km på en liter.

Danmark deltager igen i år i Shell Eco Marathon med 3 hold ingeniørstuderende fra henholdsvis DTU, Aalborg- og Aarhus Universitet. Sidste år vandt DTU kategorien for små bybiler med ethanol som brændstof og Aalborg Universitet fik en 4. plads med deres brintbil også i kategorien for små bybiler.

Konkurrencen er delt op i to klasser. Prototype, hvor al fokus er på energieffektivitet og derfor ikke på passagerernes komfort. Og Urban Concept – små bybiler, hvor der også fokuseres på praktisk design. Bilerne er herefter delt op i syv underkategorier efter drivmiddel: benzin, diesel, brint, el, solcelle, gas eller ethanol.

Shell Eco Marathon afholdes hvert år i både Europa, USA og Asien. Den europæiske version bliver i år afholdt d. 15.-18. maj i Rotterdam.