Når supermarkeder vælger den rigtige strategi for overskudsmad, kan de både reducere madspild og forbedre bundlinjen. Det er oftest mere rentabelt at donere madvarer bort frem for at smide dem ud. I mange tilfælde er det direkte en økonomisk gevinst, viser en analyse fra Københavns Universitet.
Madspildet i Danmark er stadig stort. Butikkerne kasserer hvert år over 100.000 ton frugt og grønt og andre fødevarer, selv om meget af det stadig kan spises. Men madspild er ikke bare ubæredygtigt – det er også dyrt for butikkerne. For udover den tabte indtjening på de kasserede varer, koster det ofte at komme af med affald.
En analyse fra Københavns Universitet har for første gang sat detaljerede tal på detailhandlens økonomiske incitamenter til henholdsvis at sælge, donere eller kassere overskudsmad. I dag smider butikkerne mindst halvdelen af al overskudsmad ud.
Kilde: GreenUpdate.