Borgere i Aalborg Kommune får nu mulighed for at vælge et plantebaseret måltid i alle kommunens køkkener og madordninger. Det fremgår af et forslag fra Enhedslisten, SF og de radikale, som blev vedtaget af et bredt flertal med stemmer fra både Socialdemokratiet og Venstre.
Kun seks byrådsmedlemmer fra de konservative, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige vendte tommelfingeren ned og stemte imod.
»Flere og flere borgere ønsker at spise mere plantebaseret mad på grund af klimaet, deres sundhed eller hensyn til dyrevelfærd. Vi mener, at kommunen bør støtte op omkring denne udvikling«, skriver forslagsstillerne, som håber, at den nye valgmulighed også kan inspirere til at ændre spisevaner derhjemme.