DSB er bedre end sit ry

Jernbanen er under positiv forandring. Det fastslår kommunikationschef i DSB Niels-Otto Fisker i et debatindlæg, hvor han godt vil gendrive det dårlige renomme som DSB har.

”Der er investeret milliarder, så jernbanen om få år kan spille en hovedrolle i den grønne omstilling af transporten i Danmark, og vi arbejder i DSB målrettet med den service, vi tilbyder. Hvis man ser sig omkring, er forandringerne allerede i fuld gang:

Gennemsnitspriserne for togrejser er faldet markant med billige Orange- og Orange-fri-billetter uden for myldretiderne. Kunderne har taget så godt imod tilbuddene, at DSB har taget markedsandele fra biler på rejser over Storebælt, indtil coronarestriktioner blev en del af hverdagen.

Kort før jul pensionerede vi vores gamle diesellokomotiver og kører nu med ellokomotiver. På den konto sparer DSB klimaet for 27.000 tons CO₂ årligt.

Vi har bestilt nye togvogne til de internationale tog, som i løbet af 2024 vil begynde at køre på ruterne til Hamborg, og nye elektriske eltogsæt bliver efter planen leveret fra 2025 og skal afløse de dieseldrevne IC3- og IC4-tog.

Vores kolleger i Banedanmark gennemfører en nødvendig modernisering af spor og signaler, ligesom de elektrificerer en række togstrækninger, der i dag ikke har strøm. ”

Kilde: Information 2022-01-10