San Francisco har, som den første større amerikanske by, forbudt salg af de små engangs plastic-vandflasker på alle offentlige områder og til større events i byen. Forbuddet vil gælde for blandt andre offentlige bygninger, parker, festivaler, små madboder m.fl. Der vil dog være undtagelser som visse sportsbegivenheder eller, hvis det ikke er muligt at sørge for drikkevand på anden måde.
Forbuddet har skabt både debat og protester.
Det er underligt at tænke på, at for få år siden var der stort set ingen der tænkte på, at de skulle have vand med sig når de gik ud af huset – med mindre de skulle på skovtur. Nu er det helt utænkeligt, at der ikke skal ligge en lille halvliters plasticflaske med vand i tasken – også selvom vi har adgang til drikkevand af fin kvalitet de fleste steder vi færdes. Op gennem 1990’erne blev salg af vand til en gigantindustri ved hjælp af virkelig dygtig markedsføring.
I USA alene bliver der solgt 29 milliarder små vandflasker hvert år. Der går 17 millioner tønder råolie til at producere de mange plasticflasker. Kun 13 % bliver genanvendt. Resten ender på lossepladsen, i naturen eller i forbrændingen.