Mikrolån er et kendt fænomen i en række ulande. Ideen er inspireret af økonomen Muhammad Yunus’ mikrolånsmodel, som er en anerkendt og succesfuld metode til økonomisk og social udvikling i mange udviklingslande. Filosofien bygger på en opfattelse af at økonomisk marginaliserede mennesker kan være ressource- og idérige medborgere, der med muligheden for mikrolån kan omsætte deres idéer og kompetencer til iværksætteri og indtægtskilde.
Med en enkelt undtagelse har vi i Danmark ikke erfaringer med mikrolån:
i Aarhus gennemførte de i perioden 2007 – 2012 forsøg med mikrolån. Så vellykkede at de fra 2013 har være implementeret som en del af driften. Her var målgruppen ledige, der havde været på kontanthjælp i flere år. Fattige på penge, men ikke på ideer og god vilje. De fik et mikrolån til at realisere en velbeskrevet drøm som de havde om at starte en virksomhed.
Således beskriver en rapport forløbet:
”Inden borgerne starter i forløbet er der en grundig screening og vurdering af, om borgerne kan profitere af et mikrolånsforløb. Blot mellem en fjerdedel og en tredjedel af de borgere, som der holdes samtaler med bliver en del af mikrolånsforløbet. Der er 34 borgere, der har gennemført et mikrolånsforløb siden 2013, hvor tilbuddet blev driftsimplementeret. Hovedparten af disse er langtidsledige kontanthjælpsmodtagere, (ledige i mindst 12 mdr.). Ifølge projektlederen har flere af deltagerne været ledige i op til ti år.
21 ud af de 34 borgere, der har været i mikrolånsforløb fra 2013 til 2016 er i dag selvforsørgende, svarende til godt 60 pct. Dette må betragtes som en høj andel set i lyset af, at målgruppen ofte er borgere, der også har andre problemer udover ledighed. Særligt på de seneste forløb er det lykkedes at bringe mange borgere over i selvforsørgelse, hvilket dels kan hænge sammen med, at forløbet generelt er blevet udviklet og styrket over tid, dels at rekrutteringen og screeningen er mere målrettet end ved de tidligere forløb. Samtidig er op mod en tredjedel af borgerne fra de tidligere forløb (fra 2013 og 2014) fortsat selvforsørgede. De interviewede deltagere udtrykker stor begejstring over mikrolånsforløbene. De peger på, at forløbenes indretning og indhold har givet dem fornyet tro på egne kompetencer og at de har oplevet sig anerkendt og respekteret. De beskriver at de igennem forløbets selvudviklingsprocesser, sparring og rådgivning har opnået øget selverkendelse og selvhjulpenhed.”
Af uransagelige årsager er de gode erfaringer fra Aarhus ikke spredt til andre jobcentre. Det er ikke fordi der mangler mennesker der er langtidsledige og mon ikke der er flere der har potentiale til – med en hånd i ryggen – at kunne blive selvforsørgende.
Sådan har det været indtil nu, men nu vil virksomheden ”Finklusiv” omsætte de gode tanker og erfaringer til sjællandsk jord.
Planen er fra 1. januar 2027 da at skulle være klar med 50 mikrokreditter 50 mikrokreditter på mellem 10.000 og 200.000kr formidlet gennem civilsamfundsorganisationer og lokale støttemiljøer på Sjælland. Finklusivs målgruppe er bredere end Aarhus-projektets. Ud over ledige med iværksætterdrømme omfatter den også kvinder og unge samt andre finansielt ekskluderede, der har en virksomhedsidé men ingen adgang til bankfinansiering, herunder migranter og efterkommere. Indehaveren af Finklusiv Marie Birna Olafsdottir er ikke så bekymret for at kunne skaffe lånekapitalen. Hun har allerede i virksomheden flere års erfaringer med at hjælpe mindre virksomheder igennem finansielle og andre hurdler.
Nej det mest udfordrende vil være kapacitetsopbygningen. Altså at indgå aftaler med anbefallingspartnere, finde de iværksættere der vil kunne indgå, at få dem uddannet, at få etableret gode mentorordninger og sikre at pengene kan tilbagebetales.
Uanset at der er meget, der skal klares, er hun ikke i tvivl om at der gemmer sig masser af kapacitet hos mennesker der i dag står uden reel adgang til finansiering. Jo flere der kan løftes ud og over på selvforsørgelse jo bedre. Den enkelte vinder, kommunekassen vinder og samfundet bliver mere robust.
Man kan læse mere om virksomheden her www.finklusiv.dk
Ønsker man rapporten fra Aarhus så skriv til info@positivenyheder.dk .