I Randers Kommune bliver hundredvis af cykler hvert år afleveret på genbrugspladsen – ofte med fejl, der kan fikses på få minutter. I uge 17 kunne man om torsdagen lære at fikse de typiske småfejl – og få den cykel med hjem, man lige har reddet.
Et punkteret hjul er den hyppigste årsag til, at cykler bliver afleveret til Finderiet på Randers Genbrugsplads. Cykler, som ikke fejler andet og kun mangler en lap for at køre igen. Det er der nu mulighed for at gøre noget ved torsdag den 23. april kl. 10-17, hvor besøgende selv kan vælge en cykel og få hjælp til de mest basale reparationer.
»Vi er gode til at genanvende materialer, men vi er ikke lige så gode til at genbruge det, der stadig virker. Tidligere var det helt normalt at kunne lappe sin cykel eller lave lidt småreparationer, men i dag ryger mange cykler ud for småting. Det er ressourcespild, og det giver simpelthen ikke mening, og det er præcis det, vi gerne vil ændre,« fortæller Frank Nørgaard, formand for Miljø- og Teknikudvalget i Randers Kommune.
I samarbejde med Finderiet er mere end 60 cykler fra genbrugspladsen blevet udvalgt, som alle egner sig til at blive repareret og få nyt liv.
Læs mere her.