Cyklen er mere end lokal, den er regional – og derfor skal vi også prioritere den nationalt. Sådan siger Signe Helledi og Signe Strandvig begge fra Supercykelstisekretariatet.
Indstillingen er tilsyneladende også, at cyklen primært er relevant i de større byer og på korte, lokale ture. Men cyklen anvendes i høj grad som transportmiddel til regionale pendlerrejser. For eksempel på supercykelstierne i hovedstaden, hvor den gennemsnitlige turlængde er 12 km (én vej).
Blandt brugerne af supercykelstierne i hovedstadsregionen vælger hele 65 procent at pendle på cykel, selvom de har bil til rådighed og hjemmeboende børn.
Det er afgørende fakta, fordi netop disse rejser spiller en central rolle i det samlede regionale transportmix. Cyklen understøtter samtidig den kollektive transport, udvider oplandet og giver fleksible løsninger i områder, hvor de kollektive transporttilbud er begrænsede. Dermed bidrager cyklen direkte til mobilitet og sammenhængskraft – også uden for de største byer.
Når cyklen fungerer som regional infrastruktur, bør den også behandles som sådan. Spørgsmålet er derfor ikke, om cyklen er et seriøst transportmiddel. Spørgsmålet er, hvorfor vi stadig behandler den, som om den ikke er?
Kilde: MobilityTech