Stadig flere slutter op om skat på privatflys CO2-udledning

De rigeste flyver så meget, at klodens ene procent rigeste står for 50 procent af flyenes CO2-udledning. 

Nu mener en række lande, at de rigeste i højere grad skal spytte i kassen for at bidrage til, at verdens fattigste kan ruste sig mod en svedig klode, som rammes af deres klimabelastning.

En af fortalerne for flyskat på de rigeste flypassagerer er Frankrigs præsident, Emmanuel Macron.

– Med Kenya, Spanien, Somalia, Benin, Sierra Leone og Antigua og Barbuda har vi gjort betydelige fremskridt hen imod et godt bidrag fra luftfartssektoren til klimatilpasning, sagde Emmanuel Macron i sin tale under klimatopmødet i Brasilien.

Siden er flere lande kommet til. Nu er i alt 13 lande en del af initiativet.

I dag er der forskellige regler for, hvordan flysektoren beskattes i de enkelte lande, men generelt er flyselskaber langt lavere beskattet end andre sektorer. I mange lande, heriblandt i EU, slipper flyselskaberne for brændstofafgifter og moms.

Pengene skal bidrage til at løse problemet med, at verdens rigeste lande svigter deres løfter om at hjælpe de fattigste lande, der rammes hårdest af dræbende hedebølger, oversvømmelser og tørke i landbruget.

Ifølge FN har de fattige lande brug for 12-14 gange flere penge, end de modtager. De rige lande mangler også at leve op til det løfte, de gav på et klimatopmøde for fire år siden. De lovede at levere 40 milliarder amerikanske dollars til klimatilpasning i 2025, men mangler en fjerdedel.

Dette hul skal verdens rigeste flypassagerer bidrage med at lappe ifølge Premium Flyers Solidarity Coalition, som gruppen af lande kalder sig.

Danmark er ikke med i kredsen, der ønsker beskatning af privatflys brug af fossil energi.

Læs mere her.