Afrikansk kvindefodbold: ny mulighed for ligestilling

Marokko er vært for Afrikas største kulturbegivenhed udelukkende for kvinder – fodboldslutrunden Women’s Africa Cup of Nations. Med flere tilskuere, tv-seere og præmiepenge er slutrunden mere populær end nogensinde.

Kvindefodboldsuccesen skyldes en målrettet investering fra landets fodboldforbund. I 2019 offentliggjorde fodboldpræsident Fouzi Lekjaa – som samtidig er en indflydelsesrig politiker med hovedansvar for landets statsbudget – forbundets såkaldte Marshallplan.

Kvindelige fodboldspillere skulle have adgang til spritnye faciliteter, mindstelønninger, professionelle ligaer og veluddannede trænere. I ryggen havde fodboldforbundet Marokkos øverste myndighed, Kong Mohammed VI.

I dag, seks år senere, har fodboldforbundet holdt sit ord, og kongedømmets i alt 42 professionelle kvindehold modtager nu tilskud på op til 900.000 kroner om året og støttes med holdbusser, tøj, udstyr, personale og meget andet.

Kvindefodboldens indtog har – særligt under de seneste ugers kampe – skubbet til Marokkos kønsdynamikker, fortæller Ghizlane Mamouni, ledende figur i landets voksende feministbevægelse:

”En debat er opstået om, hvorvidt det er okay for piger at tage på café og se kampene. Mænd har klaget over, at caféerne ikke er så stille, som de plejer. Piger og kvinder er i dag mere synlige end før, både som spillere og fans.”

Læs mere her og følg med i de diskussioner der er i hvilket omfang kvindefodbolden styrker ligestillingen