I den sydsjællandske by er der stor tilfredshed med den nye fleksible løsning, og trafikselskabet bag opjusterer sine forventninger til fremtiden.
I fremtiden skal flere busruter have skiftet køreplanen ud med en app eller telefonnummer, hvor folk kan bestille bussen efter behov. Det mener SVM-regeringen, der i sit nye landdistriktsudspil ønsker at bevilge 50 millioner kroner til at udbrede konceptet.
I den sydsjællandske by Haslev kører den gule ‘nærbus’ rundt på nu femte måned som led i et pilotprojekt mellem trafikselskabet Movia og Faxe Kommune, og her tegner det til at blive en lokal succes. Som erstatning for tre faste ruter kører i stedet mindre, gule busser på kryds og tværs mellem justerbare stoppesteder, alt efter hvor behovet opstår.
Konceptet har indtil videre høstet en tilfredshed på 93 procent blandt de brugere, der har anmeldt køreturen i app’en, viser Movias foreløbige undersøgelse. 85 procent er endda »meget tilfredse.«
»Der er ingen Haslev-borgere, der ikke kender nærbussen,« lyder den lokale fortælling, som projektets ansatte møder, fortæller Pernille Appel-Hansen, der er chef for fleksibel mobilitet i Movia og præsenterer resultaterne foran et fyldt lokale på konferencen Trafikdage i Aalborg.
Formålet med det toårige projekt er at sikre en bedre service i et område, hvor der er langt mellem husene og lavere efterspørgsel på offentlig transport, samtidig med at være en økonomisk effektiv løsning. Ifølge regeringens ekspertudvalg om kollektiv mobilitet, der for nylig leverede sin første delrapport, er der behov for nytænkning i den kollektive trafik for at modarbejde, at busruter landet over må lukke på grund af dårlig økonomi. Her er fleksible løsninger som bus-på-bestilling blandt de foreslåede tiltag.
Pilotprojekt: Nærbus i Haslev
Pilotprojektet er et toårigt samarbejde mellem Faxe Kommune og Movia, og løber fra April 2024 til december 2025.
Nærbussen erstatter de tre buslinjer 265, 266 og 267 med en minibus, hvor der er plads til 28 passagerer. Linje 265 og 266 har stadig fast køreplan morgen og eftermiddag, så børn og pendlere kan komme til og fra skole og arbejde. Dette skal integreres i nærbus-ordningen på sigt.
Tidligere sluttede de tre ruter hhv. kl. 15, 19 og 22. I dag kører bussen alle hverdage fra kl. 6.00-22.00. Der vil i løbet af forsøget blive introduceret kørsel om fredagen til kl 24 samt lørdagskørsel. Via nærbus-appen kan man planlægge en tur døgnet rundt, men der er også mulighed for at bestille en tur over telefonen eller på nettet.
Foreløbige resultater:
- Over 10.000 passagerer har taget bussen siden april. Det er ca. 100 passagerer om dagen i gennemsnit.
- Samkørselsprocent (antal ture med mere end én passager): 75-80 procent
- Brugertilfredshed: 93 procent, heraf 85 procent: ‘meget tilfreds’. (1000 respondenter).
- Omkostninger: 162 kroner pr passager
- Investering: 3 mio. kroner
Kilder: Movia & Faxe Kommune
Hurtigere frem
I Haslev har man valgt en mindre bus med plads til 28 passagerer, og brugeren kan bestille bussen hen til det nærmeste stoppested ved hjælp af en app, telefonopkald eller web. 95 procent bruger appen, viser de foreløbige tal. Det underliggende it-system tilpasser så hver enkelt kørsel.
I modsætning til andre fleksible løsninger som Flextrafik og Plustur kan man tjekke ind med Rejsekort i Nærbus, hvilket gør det billigere og mere gnidningsfrit for pendlere. Løsningen er også integreret i Rejseplanen.
Som resultat oplever de fleste at komme hurtigere frem til deres destination end tidligere, fortæller Pernille Appel-Hansen, omend en mere systematisk analyse stadig er undervejs.
Før kørte de faste ruter nemlig med en times interval og samme retning rundt på ruten, så som passager risikerede man at skulle køre en stor omvej. I dag kan mange skyde genvej, og langt de fleste skal vente mindre end en time på bussen, fortæller Pernille Appel-Hansen til MobilityTech.
»Vi vil gerne teste, hvordan vi kan gøre det behageligt at bo på landet uden en bil. Eller måske kun med én bil pr husstand,« siger hun til forsamlingen.
Skruer op for forventningen
Brugernes tilfredshed var ét af de succeskriterier, Movia satte sig fra start. Et andet var, at antallet af passagerer ikke måtte dale efter implementeringen af den nye løsning.
Efter fem måneders drift har Movia nu skruet op for forventningerne: Resten af året forventes antallet af brugere at stige, og derfor har trafikselskabet justeret budgettet efter øgede billetindtægter.
Det er baseret på de meldinger, de generelt får fra buschauffører i området, fortæller Pernille Appel-Hansen.
Indtil videre ligger antallet af passagerer i omegnen af, hvad det gjorde før; omtrent 100 passagerer om dagen. Men ifølge chaufførerne kommer der passagerer til, som de ikke har set før – særligt unge mennesker. Tværtimod har de ældre buspassagerer været længere tid om at omfavne den fleksible løsning, lyder erfaringerne – men det ser ud til at vende nu, fortæller hun.
»Derfor tør vi godt sige, at vi forventer at gå ud af 2024 med et øget antal passagerer.«
På sigt er forventningen, at Nærbus vil kunne erstatte flere af de dyrere Flextrafik-ture.
Skalérbart system
Løsningen er dog ikke ment som en spareøvelse. På sigt forventer Movia at kunne klare driften med samme udgifter som tidligere, men indtil nu er pilotprojektet dyrere: Ifølge de nyeste tal er det gået fra 121 til 165 kroner pr passager. Det skyldes blandt andet it-udviklingen og en bred markedsføring, og så en række forhold omkring kontrakten med busloperatøren.
Desuden er der en udgift i forbindelse med, at der i pilotprojektet stadig kører rutekørsel om morgenen og eftermiddagen på to af de tre tidligere ruter, for at transportere skoleelever og pendlere afsted på samme tid. I 2025 skal rutekørslen dog helt ud af nærbus-systemet. Hvordan man da håndterer de mange skoleelever i det fleksible system, er en udfordring, Movia har til gode at knække.
Alt i alt tegner Nærbus i Haslev til at være et skalerbart system, fortæller Pernille Appel-Hansen, der glæder sig over de erfaringer, pilotprojektet har givet. Som for eksempel, at markedsføring er værd at bruge kræfter på.
»Vi kan se, at det er enormt vigtigt at være til stede og aktiv ude i lokalsamfundet. Vi har for eksempel været ude både i lokale medier, sociale medier og på gågaden, og på borgerservice har man kunne få hjælp. Det betyder, at der er rigtig mange, der har kendt til Nærbus og fået lyst til at prøve den. Og så har borgerne kunne blive opmærksomme på ændringen i god tid.«
SVM-regeringen forventes at komme med et større udspil om den kollektive mobilitet, når ekspertudvalget er færdigt med sit arbejde i slutningen af 2024.
Artiklen er skrevet af Agnes Rønberg Redaktør, MobilityTech