I efteråret 2023 afholdt Tønder Kommune, som den første kommune i Danmark, to vejledende folkeafstemninger om solcelle- og vindmølleparker. Begge afstemninger endte med et overvejende ja.
I det hele taget vægter kommunen det lokale ejerskab. Tønder Kommune har f.eks. opfordret kraftigt til, at energiudviklerne skal tilbyde mindst 40 procent andele til salg i lokalområdet.
”Vores tilgang i Tønder er den, at dem der har ulempe, skal i hvert fald også have en væsentlig del af de fordele, projektet fører med sig. Derfor er lokalt ejerskab helt afgørende. Når vi kigger syd over til Slesvig Holsten i Tyskland, så står der hundredvis af vindmøller, og de er alle sammen borgerejet. Det giver accept, og det giver lokaløkonomi,” siger borgmester Jørgen Popp Petersen.
Som han siger: “Når vi skal give plads til energi, så skal det ikke være investorer langt værk fra, der løber med hele kagen. Vi har derfor oprettet en almennyttig forening, der dækker hele kommunen, og som investorerne også kan stille økonomi i.”