Den kinesiske centraladministration for cyberspace er kommet med et radikalt udspil til ny regulering af tech-selskabers anvendelse af personfikserede anbefalingsalgoritmer samt algoritmer i det hele taget der, for eksempel, 1) manipulerer handelsvilkår, søgeresultater eller offentlig debat, 2) spreder falske likes og kommentarer, 3) profilerer mindreårige, 4) opfordrer til uhæmmet overforbrug, 5) fremmer overdrevent fokus på sladder, vold og vulgært indhold.
Redaktør på ActualNews Denis Rivin har denne kommentar til initiativet: ”Vi står alle i en situation, hvor vi ved, at tech-selskaberne efterhånden har raffineret deres digitale alkymi i så høj en grad, at de anvender et sammenkog af algoritmer, big data og kunstig intelligens til at bøje vores digitale adfærd til deres vilje, på måder der forårsager afhængighed og mistrivsel. Det er bevist og veldokumenteret. Derfor minder de kinesiske tiltag ikke bare om jernhård styring, men på en måde også om en slags totalitær omsorg – et forsøg på at skærme folk fra den rovdrift der drives på vores opmærksomhed og de algoritmer der soder vores kollektive bevidsthed til. Og det synes jeg bare, er virkelig interessant, for nogle gange kunne jeg måske godt savne voksne der tager ægte ansvar her i Vesten, og viser vejen til en mellemting mellem totalitær omsorg og vores grænseløse frihed til at lade individet opløse i et syrebad af anbefalingsalgoritmer.”
Også i Storbritanien sætter de rammer for de store digitale medier: Big Tech firmaer, der opererer i Storbritannien, er nu juridisk forpligtet til at gøre den digitale verden mindre påtrængende for børn takket være skelsættende lovgivning, der trådte i kraft i starten af september. Virksomheder, der ikke overholder reglerne, kan få en bøde på op til fire procent af den globale årlige omsætning. Læs mere her.