En lille virksomhed viser vejen frem med genbrugsprodukter og socialt ansvar

MEC_livingbyheart-2
Af Bettina Sønderskov

Lugten af snedkeri hænger i luften over bordet med de blomstrede kaffekopper og nybagte boller i en gammel værkstedshal i Ry. Her er Lisbeth Løvig i gang med at bygge en på alle måder bæredygtig virksomhed op.

“Jeg har længe haft en drøm om at leve min interesse for social-ansvarligt arbejde fuldt ud og satser på at ramme en tendens i samfundet, som bliver spået en stor fremtid, nemlig recycling,“ siger Lisbeth Løvig.

Sammen med en tidligere kollega har hun udviklet en serie brugskunstartikler og møbler i retro-agtig mormorstil under firmanavnet Living by Heart. Produkterne har det tilfælles, at de er håndlavede og består af genbrugsmaterialer som gamle lagner, konservesdåser og cykelslanger.

Efter et halvt års produktudvikling og brainstorm over, hvordan man kan give brugte cykelslanger, stearinlysrester og gammelt porcelæn nyt liv og ny værdi begyndte Living by Heart at forhandle produkterne via deres egen websshop og flere forretninger i efteråret.

Men at se skrammede konservesdåser blive forvandlet til dekorative opbevaringsdåser er ikke nok for Lisbeth Løvig.

“Jeg vil også bruge de ting, jeg har lært som HR-chef til at hjælpe mennesker ind på arbejdsmarkedet igen. Vi har skabt de perfekte rammer til det i vores håndværksbaserede virksomhed, så jeg synes jo kun, at det kan gå for langsomt med at komme i gang med nogle rehabiliteringsforløb, ” siger Lisbeth Løvig.

Det har været en lang, lærerig og tålmodighedskrævende proces for den ivrige iværksætter at få Living by Heart godkendt som aktiveringstilbud. Et projekt for ledige og udsatte borgere med fysiske, psykiske eller sociale udfordringer, men nu er aftalen med Skanderborg Kommune i stand, og Lisbeth Løvig glæder sig til at se, hvad der kommer ud af den.

”Kommunen har ikke tidligere benyttet sig af private aktører på det her område. Vi bliver beskrevet som et pilotprojekt og kommunen har tilkendegivet, at de instanser som har med eksempelvis psykisk syge at gøre, kan bruge os,” siger Lisbeth Løvig.

Indtil videre har Lisbeth Løvig fokuseret på at få et samarbejde med Skanderborg Kommune i gang, fordi det er her, virksomheden holder til.

”Der vil typisk være tale om folk med psykiske lidelser og begrænset overskud, så det dur ikke, at de skal bruge lang tid på at komme til og fra arbejde, men hvis der skulle være mulighed for at samarbejde med andre kommuner, er vi meget åbne over for det”.

På billedet ovenfor ser vi de to kvinder bag Living by Heart Lisbeth Løvig og Katja Hillers.
Foto: Per Bille Ry-foto.dk

Du kan læse mere om Living by Heart her

Verdenskvinde.dk kan du møde mange flere seje iværksætterkvinder.

 

En kommentar til “En lille virksomhed viser vejen frem med genbrugsprodukter og socialt ansvar”

Der er lukket for kommentarer.