ATP investerer 2,2 mia. kr. i alternativ energi

ATP investerer op i mod 400 mio. dollars – svarende til 2,2 mia. kr. i alternativ energi via den globale alternative energifond – Hudson Clean Energy. Investeringerne sker både i sol-, vind- og hydroenergi, men også i nye energiformer som biobrændsel og biomasse. Fonden investerer for op i mod 55 mia. kr. i anlæg, der kan producere energi svarende til elforbruget i samtlige danske husstande.

”ATP’s investering i Hudson Clean Energy er et nyt tiltag i ATP’s klimarelaterede satsning. Det tegner rigtig perspektivrigt,” siger direktør i ATP, Lars Rohde og tilføjer:

”Vi vil med denne investering få direkte adgang til helt ny viden om klimarelaterede teknologier og en unik viden, som kan bruges i vores fremtidige investeringer.”

ATP investerer via fonden direkte i fysiske klimaanlæg og i udbredelsen af afprøvet og kendt teknologi – bl.a. eksisterende sol-, vind- og hydroinvesteringer i Spanien, Tyskland, USA og Storbritannien. En stor del af ATP’s investeringer går dog også til udbygning og udviklingen af energiløsninger indenfor mere uprøvede energiformer som biobrændsel og biomasse.

Hudson er en nyoprettet fond med førende investeringseksperter, der tidligere har arbejdet i investeringsbankerne Goldman Sachs og Credit Suisse. Derudover har fonden samlet en bred vifte af ledende eksperter indenfor alternativ energi og folk med praktisk erfaring i at drive og styre bl.a. store vindmølleparker og anden alternativ energi.

ATP’s investering i fonden sker primært på forventning om et godt, risikojusteret afkast og vil høre under én af ATP’s fem risikoklasser – inflation. Denne risikoklasse tæller også fx ejendomme og infrastruktur. Væsentlige dele af ATP’s investeringer i klimaudvikling og klimaanlæg vil ske i lande, hvor der fastsættes minimums afregningspriser, som justeres med inflationen.

kilde: atp.dk