I et forsøg på at gøre det mere attraktivt at kombinere cykel og kollektiv trafik som et alternativ til bilen landede Danmarks første BikePod tirsdag formiddag på Holstebro Station.
Det er Midttrafiks BikePod – en shippingcontainer, som er blevet forvandlet til en cykelstation med smart funktionel cykelindretning – der skal få flere til at vælge cyklen som del af rejsen. BikePoden er blandt andet indrettet med overdækning og indvendig belysning døgnet rundt, videoovervågning, nye låsetyper med ekstra sikkerhed og infoskærme, som viser de næste afgange med bus og lokaltog. Cykelcontaineren er desuden 100 procent drevet af solenergi.