I stedet for at placere flygtninge i lejre giver Uganda dem adgang til jord, skole og arbejde. Et dansk udviklingsprogram skal støtte modellen i en virkelighed, hvor klimaforandringer og voksende pres udfordrer landets åbne tilgang.
De seneste år er konfliktniveauet steget verden over, og i 2024 var 112,6 millioner mennesker på flugt fra deres hjemland.
I Uganda har de dog valgt ikke at have noget loft på, hvor mange flygtninge de tager ind. På nuværende tidspunkt huser de derfor 1,9 millioner flygtninge, primært fra de konfliktplagede nabolande Sydsudan og DR Congo.
Det første man tænker, når man hører flygtningelejr, er formodentlig store områder med dårligt konstruerede ”huse” af hønsenet og presenninger, men det er meget langt fra Ugandas tilgang.
Her er der ingen flygtningelejre. I stedet bliver alle tildelt et lille stykke jord, i et såkaldt settlement, hvor de kan bygge et hus og drive landbrug. Alle har også ret til et arbejde, og børnene får mulighed for at gå i skole.