Snart kan elbiler og solceller gå i spænd

Som reglerne foreskriver nu, kan elbilejere ikke få refusion på sin elafgift ved lade bilerne derhjemme, hvis man har solceller på taget. Det har vakt enorm kritik, og nu har minister på området lyttet og foreslået en løsning.

»Elbiler og solceller skal naturligvis gå hånd i hånd, og danskerne skal have en gevinst, når de bidrager til den grønne omstilling.«

Sådan lyder det fra skatteminister Rasmus Stoklund (S), der foreslår en ændring, som sikrer, at folk, der både har solceller på taget og kører i en elbil, kan få en lavere elafgift ved lade sin bil derhjemme, hvilket ikke er muligt i dag.

Det oplyser Skatteministeriet i en pressemeddelelse .

Forslaget kommer efter længere tids omtale, bl.a. i Politiken, om at elbilejere, som også har solceller, er havnet i en kattepine og mister retten til lav elafgift ved at lade derhjemme. 

Det har resulteret i, at nogle er endt med ekstraudgifter på tusindvis af kroner, hvorfor nogle danskere har måttet cutte sine solceller, fordi det simpelthen blev for dyrt. Og det er uholdbart, erkender Rasmus Stoklund.

‘Skatteministeren foreslår, at man – som et supplement til den eksisterende ordning med afgiftsrefusion – indfører en bimålerordning. Med en bimålerordning kan elforbruget på ladestanderen opgøres separat fra husholdningens øvrige elforbrug via Energinets Datahub, og dermed kan det dokumenteres, om der er betalt elafgift af strømmen. Derfor foreslår han nu en løsning, hvor privatpersoner kan modtage lav elafgift direkte – uanset hvem de benytter til at levere strøm til ladestanderen’, skriver Skatteministeriet i pressemeddelelsen.

Hvad er problemet?

I Danmark kan elbilejere få refusion, hvis man lader op derhjemme. 

»Refusion af elafgiften virker på den måde, at du får refunderet 89,5 øre pr. kWh strøm, som du bruger til opladning af din bil i hjemmet. Det betyder i praksis, at hvis du eksempelvis bruger 500 kWh på at oplade din elbil derhjemme om måneden, så vil du få refusion svarende til ca. 447,50 kr. inkl. moms. Dermed vil du få en aktuel besparelse på ca. 5.370 kr. inkl. moms om året,« skriver OK om refusionen.

Rabatten gælder dog ikke, hvis man har solceller på taget.

Det skyldes, at der ikke er afgift på hjemmeproduceret strøm. Lige nu er det ikke muligt at skelne, hvilken strøm der er anvendt til at lade bilen op, og der har således været en politisk bekymring over, hvorvidt nogle danskere ville få refusion på hjemmeproduceret strøm.

Og derfor er refusion ikke en mulighed, hvis man både har elbil og solceller, hvilket adskillige har kaldt »tåbeligt«. Borgere har også udtalt, at de føler, de bliver straffet for at bidrage til den grønne omstilling, ligesom fagfolk mener, at begrænsningen risikerer at bremse den grønne omstilling generelt.

»Derfor har vi undersøgt forskellige modeller og været i dialog med branchen, så vi kan løse den udfordring, der har været. Derfor foreslår jeg nu at arbejde videre med en løsning i form af en såkaldt bimålermodel,« siger Rasmus Stoklund.

Begejstring og bekymring

Umiddelbart vækker ministerens forslag glæde.

Det siger bilisternes interesseorganisation, FDM, til Politiken. Her er man særligt glad for udsigten til, at elbilejere via ministerens forslag kan få refusion på sin strøm uden at involvere en ladeoperatør, som normalt står for refusion og service, hvilket ifølge mediet kan koste mellem 50 og 200 kr. om måneden.

»Vi er meget positive over for ministerens forslag. Det vil være en revolution for hele lademarkedet og gøre det billigere at have elbil«, siger Ilyas Dogru, forbrugerøkonom hos FDM.

Det er dog bedre end alternativet, mener Rasmus Stoklund.

»Jeg tror, man skal se det i forhold til, at hvis alternativet er, at man skal pille investeringen med solceller på taget ned, så er det billigt sluppet,« siger han til Ritzau.

Rasmus Stoklund håber, at forslaget kan gælde fra 1. januar 2026.

»Nu skal vi diskutere modellen med vores kollegaer i Folketinget, og jeg håber selvfølgelig, at de også vil bakke op om den her model.«

Kilde: MobilityTech