Fælles europæisk fejring af nattog

Godt 40 deltog i et arrangement den 25. oktober på Københavns hovedbanegård. Det skete som et vigtigt led i kampen for at få nattog ud i Europa – et middel til reduktion af flyvning. Der vare tale om et Pyjamas Party der foregik i 10 europæiske byer/banegårde samtidig.

Poul Kattler, formand for Rådet for bæredygtig trafik fortæller: “Vi dansede i 45 minutter. Med nattøj, puder, bamser mv. Derudover blev løbesedler om vores event uddelt til forbipasserende.

Om baggrunden siger han:

“København skal ifølge den turismestrategi, som regeringen fremlagde i mandags, tiltrække flere bæredygtige turister. Men vi ved også, at international transport spiller en stor rolle for vores belastning af klimaet. Hvis Danmark virkelig ønsker bæredygtig turisme, skal København knyttes til vores nabolande med bedre togforbindelser. En bæredygtig turist tager ikke med fly. Både for danskere og for mange turister er der langt i tog til og fra Danmark. Derfor er nattog den oplagte mulighed for at få flere til at bruge toget. Man kan komme sovende gennem en lang strækning og være fremme i København næste morgen.”

Den 1. januar 2025 begynder en indfasning af en beskeden passagerafgift for flypassagerer. Men ingen af pengene fra passagerafgiften går til at støtte alternativ, bæredygtig transport. Og det vil kræve støtte at komme i gang med flere nattog. Flypriserne vil stadig være kunstigt lave, helt uden afgifter, på trods af flyenes store klima- og miljøbelastninger, så uden et tilskud kommer nattog ikke i gang.

Sverige og Holland har startet nattog med et statstilskud. Opfordringen fra både danserne på hovedbanegården og fra organisationerne bag er derfor at politikerne skal sætte nattog i gang med den kommende finanslov. Så kan vi komme i gang allerede i 2025 og man kan herefter se på om nogle af midlerne fra fly passagerafgiften kan komme tilbage til passagererne via tilskud til nattog.

2 kommentarer til “Fælles europæisk fejring af nattog”

  1. Ja, det som det OGSÅ kunne dreje sig om, ville være ikke at gå tilbage til den gamle, kluntede, kupé-baserede, hjemme-agtige nattogs-idé, som er hamrende besværlig at holde ren, og så videre.

    Der er – som jeg ser det – brug for at lave store fælles-kupéer, og tænke sikkerhed ind i det – eksempelvis – det kunne være en god idé med et “compartment” som kan indeholde en kuffert og en bæretaske ved siden af – og hvor man kan anbringe sin baggage og låse den inde eller låse den af, og hvor man eksempelvis har den under sengen/briksen. Der bør laves en måde at indrette nattog på, sådan at der gives et godt, solidt uldent tæppe, og så skal man, i stedet for at have alt det der “toilette” og “bademulighed” i toget – som er næsten sygt – sørge for at afgangs-og ankomst-banegårdene har hvad der kunne svare til helt almindelig offentlig sports-omklædning – igen fælles-omklædning ville være godt, så tæt på toget som nu praktisk muligt. Sådan at man kan tage et bad ved fremkomsten, og klæde om. Den slags er super smart at have på fast grund, og så kan man jo lige få klemt nogle flere brikse ind… Så jeg tænker at hele logistikken skal tænkes igennem, sådan at de rejsende måske kan sove i 2 eller 3 lag, på brikse der er moderne indrettet med eksempelvis tynde spring-madrasser (kan fås ned til 5-10 centimeter), og med kraftige uldtæpper, bagage-compartment, lys sådan at man kan se og læse uden at genere andre, og al den slags.

    I gamle dage koblede man nattog på postvognene. Og så kørte man stille og roligt – ikke som de der unødigt forhastede lyntog og TGV’er – igennem natten. Jeg har rejst mangen en gang med nattog til/fra Hamborg, og også et par gange til/fra Italien. Yderst yderst fint.

    I de sidste 40 år er mange ting blevet meget mere moderne. Man har jo telefoner med, og laptops med, så hele indretningen skal tage højde for dette.

    Da borgerne er blevet federe og federe skal man også ganske enkelt sælge senge/brikse i forskellige bredder og med forskellige vægtklasser. Det skal ganske enkelt koste mere jo større man er. Hvem som helst som måske anvender dette som et sidste incitament til at slanke sig, vil takke nat-togene for dette.

    Der er – i USA – mennesker der ikke kan flyve, fordi de ganske enkelt ikke kan sidde i et fly-sæde på grund af deres overvægt. Desforuden betales al transport jo per vægt, så det vil ikke være en dårlig ide at man vejer passagerer og deres bagage og så tager man en betaling i forhold hertil.

Der er lukket for kommentarer.