Årets første to måneder har budt på en stigning i passagertallene hos DSB på over 7 procent. Det er især S-togene og regionaldriften på Sjælland, der trækker væksten
Skal du med toget i Østjylland i påsken, så kan du godt forberede dig på, at stykket i midten mellem Fredericia og Horsens foregår i togbus. Jernbanen i Danmark har i flere år været én stor byggeplads, og i påsken er det altså den østjyske strækning, der er lukket på grund af sporarbejde. Ydermere er prisen siden nytår steget med 7,7 procent.
Hvis det lyder som en cocktail, der kunne få passagererne til at droppe toget, så kan du godt tro om igen. For trods sporarbejder, forsinkelser og prisstigninger er folk siden nytår væltet ind i togene på DSB’s strækninger. I januar og februar stod 29,9 millioner passagerer på et af selskabets tog, og det er en stigning på 7,3 procent i forhold til de samme måneder i 2023.