I hans virksomhed er diagnoser en styrke
Vi skal finde et bedre match mellem unge med diagnoser og arbejdsmarkedet, mener ekspert.
For bare seks år siden havde 31-årige Mathias Nielsen aldrig troet, at han skulle være der, hvor han er i dag.
Efter 100 afvisninger på uopfordrede ansøgninger til en praktikplads, så det sort ud.
Mathias Nielsen har diagnoserne ADHD og aspergers, og selvom at han ikke med sikkerhed kunne sige, at det var dét, der gjorde, at han ikke fik tilbudt en stilling, er han overbevist om, at det vejede tungt på vægtskålen.
Det lykkedes til sidst Mathias Nielsen at få en praktikplads hos en it-virksomhed.
De gav ham muligheden for at vise, at det kan være en styrke ikke at være som de fleste, og i dag har han baseret sin egen virksomhed ud fra netop den filosofi.
I dag er virksomheden Gladteknik vokset til 43 medarbejdere, og langt de fleste har en eller flere diagnoser.