Mange års kamp mod forurening med giftigt norsk oliespildevand ser nu ud til at bære frugt
Efter en dialog med EU-kommissionens juridiske eksperter lyder det nemlig nu fra Miljøministeriet, at Danmark alligevel godt kan give afslag på import af udenlandsk spildevand med et lavt indhold af olie.
Det har ellers hidtil ikke været meldingen fra Miljøstyrelsen.
– Det er rigtig godt, at miljøministeren nu slår fast, at vi selvfølgelig kan sige nej til at importere giftigt norsk oliespildevand og hælde det ud i vores danske hav, lyder det fra præsident i Danmark Naturfredningsforening Maria Reumert Gjerding.