Australien har som det første land i verden vedtaget at legalisere og anerkende det medicinske potentiale af de bevidsthedsudvidende substanser MDMA og Psilocybin – allerede fra 1. juli 2023.
Om det siger Denis Rivin, Actual News bl.a. :
“Som jeg ser det, bliver Den Grønne Omstilling ikke bare en fysisk transformation i omverden men i lige så høj grad en psykisk, båret på skuldrene af nye tankemønstre og utallige adfærdsændringer: Vi skal alle lære at være i verden på nye måder. Og for at lykkes med det, tror jeg, at vi sideløbende med energiomstillingen har en overvældende opgave foran os i at vriste os fri fra mistrivsel, både menneskelig og miljømæssig.
Her er der meget der tyder på, at psykadelika-assisteret terapi – altså, bevidsthedsudvidende substanser som psilocybin, MDMA, ketamin eller LSD indtaget i trygge omgivelser og med en professionel psykoterapeut ved éns side – kan og vil komme til at spille en central rolle i fremtiden (ikke mindst når millioner af mennesker med krigsrelateret PTSD fra invasionen af Ukraine skal i behandling de kommende år (på begge sider)).
-Bølgen af investeringer og patentkrige på området bekræfter tydeligt, at kommercielle interesser også finder potentialet signifikant. Det samme kan siges om USAs spirende opgør med den uhyggeligt fejlslagne War on Drugs.
Det er derfor en virkelig interessant og overraskende nyhed, at Australien nu tager et forsigtigt men vigtigt skridt mod faktisk udbredelse af denne banebrydende terapiform. Der er fortsat udfordinger forude, men det er bestemt godt nyt.
De psykedeliske lægemidler bliver gjort receptpligtigt tilgængelige for to specifikke patientgrupper: Folk med behandlingsresistent depression (TRD) og folk med posttraumatisk stressforstyrrelse (PTSD).”