Colombia er et af de hårdt plagede latinamerikanske lande, der har måttet stå meget igennem.
De har nu fået en ny præsident Gustavo Petro, der har et program, der markant adskiller sig fra tidligere ledere: Bekæmpelse af fattigdom og ulighed; stop for olieudvindingen og beskyttelse af Amazonas; forsvar for kvinders og oprindelige folks rettigheder; gratis uddannelse og sundhed; mere progressive skatter til at finansiere initiativerne, herunder en formueskat på de rigeste; omfordeling af jorden, og meget mere. Og ikke mindst en entydig opbakning til den skrøbelige fredsproces.
Petro står overfor enorme udfordringer. Den traditionelle elite, støttet af paramilitære styrker og ofte i tæt samspil med de magtfulde narkokarteller, slipper ikke magten uden kamp. I det sidste år er en miljø- eller menneskerettigheds-aktivist blevet slået ihjel hver tredje dag, og Oxfam-Ibis’s partnere er dagligt udsat for trusler og chikane. Det bliver meget svært at tage opgøret med disse voldelige kræfter, særligt i de mere isolerede egne af landet, hvor oprindelige folk holder til.
Kilde: Oxfam-Ibis