Fra ruin til grøn foregangsby

Greensburg er en lille ærkerepublikansk by i den amerikanske delstat Kansas, hvor vedvarende energi og klimahensyn aldrig rigtigt har ligget i kortene som en politisk prioritet. Men natten til den 4. maj 2007 blev byen fuldkommen pulveriseret af en 2,7 km bred tornado i den kraftigste og mest alvorlige kategori F5.

12 af byens ca. 800 indbyggere mistede livet og kun to af byens bygninger stod tilbage.

Folk stod over for et kolossalt oprydningsarbejde og svære beslutninger om retningen for genopbygningen. Men så kom den gyldne idé på et møde i forsamlingshuset: Hvad med at forvandle den negative naturkatastrofe til et positivt vendepunkt for Greensburg – hvad med at gøre Greensburg landskendt som den grønneste by i hele USA?

Det var en radikal tanke tilbage i 2007, og byens borgere var primært motiverede af økonomi og markedsføring. Men her 15 år senere kan du læse om en by der er fuld af energieffektive bygninger, geotermisk energi til opvarmning, gader oplyst af LED-lys og vandingsanlæg der kører på regnvand.

Fascinerende fortælling her om Greensburg – byen der nu markedsfører sig som det perfekte pitstop for gennemrejsende som vil oplade deres elbil, og byen der er det levende bevis på, at bæredygtighed slet ikke behøver at bunde i ideologi.

Tak til Denis Rivin fra ActualNews for denne skønne historie.