Ny undersøgelse: Bynaturen er i fremgang

Naturen i og nær byerne er i fremgang, viser et nyt borgerinddragelsesprojekt. I vores naturområder og i landbruget viser undersøgelsen ingen tegn på bedring for naturen.

Chancen for at se en flagermus flakse gennem haven eller en hare springe gennem græsset foran huset er større i dag end for fem år siden. Siden 2015 har mere end 20.000 frivillige danskere indsendt over 500.000 observationer af 30 forskellige dyr, planter og svampe til citizen science projektet Biodiversitet Nu. Resultaterne viser nu, at Danmarks almindelige arter – hverdagsnaturen – er i fremgang på landsplan.

-Projektet viser, at når vi begynder at lave en indsats for naturen, virker det. Mange steder er egern gået tilbage i skoven, men er i fremgang i haver. Haren forsvinder måske fra marker, men trives i stigende grad i sommerhusområder, forklarer Carsten Rahbek, professor i biodiversitet, leder af Center for Makroøkologi, Evolution og Klima på Københavns Universitet og ansvarlig for artsdataen i Biodiversitet Nu. Læs om undersøgelsen her.