En glædelig jul til alle

MEC_Julehjaelp
Af: Bodil HM Olsen

Hvis du har gode brugbare  ting liggende i gemmerne, som andre kunne få glæde af, eller du ønsker at donere penge, oplevelser eller tjenesteydelser, er der her en mulighed for at få tændt et lys i julehjertet både hos dig selv og hos andre.

Julehjælpen, der er en privat organisation, formidler kontakt mellem donorer og værdigt trængende i Danmark. Et lille hold af 11 frivillige med initiativtager René Husted Vahl i spidsen organiserer hvert år i december en stor indsats for mennesker, der ikke har råd til at holde en god og værdig jul for deres familie.

Det der adskiller Julehjælpen fra andre etablerede julehjælpsorganisationer er, at giver og modtager får en direkte kontakt, da de selv aftaler indbyrdes hvordan gaverne skal overleveres. Julehjælpen modtager ansøgningerne og foretager en vurdering, så misbrug så vidt muligt undgås. Og de modtager tilsagn fra donorer og laver en liste over de ting, man kan ansøge om. Derefter formidler de kontakten og donor og modtager finder selv ud af resten.

Julehjælpen har eksisteret i 6 år og har sædvanligvis haft mulighed for at hjælpe ca. 175 familier om året. Men sidste år gik Julehjælpen på Facebook, og det skabte kontakt til en ny og større gruppe af glade givere, så i julen 2012 blev der julehjælp til næsten 1000 familier , og der er en forventning om at det kan blive endnu flere i år.

 

Du kan læse om og få kontakt til julehjælpen på deres hjemmeside.

Julehjælpen på Facebook, hvor du kan blive rørt og inspireret af menneskers vilje til at hjælpe medmennesker i nød.