Bornholm får naturligt nedbrydeligt kongrescenter

Som et led i et projekt som skal gøre Bornholm til en grøn og bæredygtig ø, vil der nu blive bygget et nyt kongrescenter efter moderne principper om fuldstændig bæredygtighed.

Af Cecilie Dahlerup

BYGGERI: Grøn arkitektur vinder indpas i flere og flere byggeprojekter og nu er turen kommet til Bornholm som en del af en miljøeffektivisering af øen. Det nye Green solution house skal bygges ved Hotel Ryttergården i Rønne og får plads til 400 mennesker.

Det som gør dette byggeri ekseptionelt er, at det er et af de første byggerier i Europa, som er bygget efter ”Cradle to cradle” konceptet, som er udviklet af den amerikanske arkitekt William McDonough.

Når man bygger på den måde, skal alle de materialer som bruges enten kunne genanvendes eller nedbrydes 100 pct., så det ikke belaster naturen. Det gælder ikke kun i byggeprocessen men også videre frem i det daglige brug af huset. Der kommer nemlig særlige affaldssystemer, solceller som skal tilføre energi til huset og der er tilknyttet drivhuse, så huset er selvforsynende med frugt og grønt til gæsterne. Her er det planen, at man skal genbruge regnvand. Hensigten er fuldstændigt at undgå affald.

Kongrescentret skal tiltrække mødeturister og dermed støtte øens erhvervsliv generelt.

Læs mere:

http://www.fbbb.dk/Default.asp?ID=1&M=DCUE_News&DCUE_NewsID=1292