Over 60.000 børn har tilmeldt sig affaldsindsamling

Et rekord stort antal børn har meldt sig til Danmarks Naturfredningsforenings store affaldsindsamling.  Således vil flere end 60.000 børn ud at arbejde i naturens tjeneste. Derfor vil der fra den 20. til den 24. april være myriader af børn i alle aldre fra skoler, børnehaver, fritidshjem og andre institutioner i den danske natur for at samle skrald. Sidste år deltog omkring 31.000 børn.

– Det er helt fantastisk, at så mange børn, lærere og pædagoger bakker op om indsamlingen, og vil være med til at gøre en aktiv indsats for en ren og smuk natur. Vi kan se, at det er blevet en fast tradition mange steder, for børn undrer sig meget over, hvorfor de finder så mange tons affald i skove, langs strande og andre steder i naturen. Der er jo ingen, der synes, det er godt eller pænt, at affaldet ender i naturen, siger Ole Laursen, leder af Skoletjenesten i Danmarks Naturfredningsforening.

Det er femte gang Danmarks Naturfredningsforening inviterer alle danske skoleklasser, børnehaver, fritidshjem og andre institutioner til en fælles forårsrengøring i naturen. Udover de mange børn har foreløbigt omkring 15.000 voksne allerede tilmeldt sig den store landsindsamling søndag 19. april og her fortsætter tilmeldingerne med at strømme ind.

– Det er en sag, der kan samle hele Danmark. For affaldet ødelægger vores naturoplevelser og er desuden en ressource, der skulle have været afleveret et helt andet sted. Det kan tage mange hundrede år at nedbryde en aluminiumsdåse eller en plastflaske i naturen. Og her kan det være til fare for dyr, planter, miljø og drikkevand, siger Ole Laursen.

Det samlede resultat af indsamlingen vil blive offentliggjort på hjemmesiden www.skoletjenesten.dk
For yderligere information: Leder af Skoletjenesten i Danmarks Naturfredningsforening Ole Laursen 39 17 40 54, mobil 23 44 12 19, e-mail ola@skoletjenesten.dk

FAKTA:
Alle tilmeldte klasser/institutioner får tilsendt en gratis indsamlingspakke med vejledning, undervisningsmaterialer og indsamlingssække.

Skoletjenesten udgiver i forbindelse med indsamlingen en helt ny og sjov dvd: “Historier fra din skraldespand indeholder fem små film med børnene Emma og Jakob. De kigger nærmere på det affald, vi smider i skraldespanden og i naturen, og får hjælp af tv-værten Kristoffer Ødorf kendt fra programmer som Junior, Orla-prisen, GO og Fandango. Han sætter Emma og Jakob på en række affalds-opgaver og besøger forskellige affaldseksperter undervejs. Dvd’en er produceret af Danmarks Naturfredningsforening og Amagerforbrænding og kan ses og bestilles på hjemmesiden www.skoletjenesten.dk

Kilde: Danmarks Naturfredningsforening