Dansk forsker har analyseret sig frem til, hvordan vi mest effektivt kan udnytte vindenergi til at dække vores behov for varme og elektricitet.
Når vinden blæser henover Danmark, producerer vores snurrende vindmøller rigtigt meget strøm. Faktisk så meget, at vi ikke kan bruge det hele. Derfor må vi enten lade den overskydende strøm gå til spilde, eller sælge den billigt til vores nabolande.
Det er et stort problem, at vi på den måde lader vedvarende energi gå til spilde. Ifølge Folketinget skal vi nemlig arbejde for, at al vores energi skal komme fra vedvarende kilder. Det er med andre ord ikke hensigtsmæssigt, at vi har for meget elektricitet, når vinden blæser, og for lidt når den står stille.
Nu er der imidlertid kommet et gennemarbejdet bud på, hvordan vi løser problemet. Adjunkt Brian Vad Mathiesen har behandlet det i sin ph.d.-afhandling, som han netop har forsvaret på Institut for Samfundsudvikling og Planlægning ved Ålborg Universitet
I afhandlingen sammenligner han – på baggrund af en række udregninger – syv forskellige teknologier, der gør brug af vedvarende energi. Målet for sammenligningen er at finde ud af, hvilke der er de mest realistiske og effektive at indføre i Danmark.
Konklusionen er, at varmepumper og fleksibelt forbrug bør spille en stor rolle i fremtidens engergiforsyning. De teknologier kan nemlig indrette sig efter de store udsving i mængden af elektricitet fra vindmøllerne.
Læs mere på videnskab.dk