Nytårshilsen fra Det økologiske Råd

Det økologiske Råd sendte før jul og nytår nedenstående hilsen, der indeholder et tilbageblik på året set fra deres stol.  
I efteråret 2018 har der været nok at se til, for vi oplever, at den grønne bølge for alvor er begyndt at rulle hen over landet. Det er herligt, men det skaber også en masse misforståelser. Vi oplever, at en række aktører forsøger at bruge det grønne fokus til at fremme deres agenda, uden at der reelt ligger handling bag ordene. Vi ser det som en vigtig del af vores opgave at skære igennem det politiske spin og de kortsigtede økonomiske interesser.

Klima – folket er vågnet, men politikerne tøver

Klimaet fylder meget, og det er der gode grunde til. Vigtigheden af at gøre noget ved den globale opvarmning blev understreget i 2018-versionen af FN’s klimarapport, hvor det blev understreget, at markante og hurtige CO2-reduktioner er nødvendige, og at der er store forskelle på det forventede fremtidige klima ved opvarmning på hhv. 1,5 grader, 2 grader eller 2,5 grader. Store dele af befolkningen har forstået situationens alvor, hvilket blev tydeligt ved årets klimademonstration i september, hvor mere end 15.000 mennesker deltog. Det blev den største klimademonstration på dansk grund siden det danske værtskab for COP15 i 2009.  Desværre er store dele af Folketinget reelt ikke med på vognen. Regeringen skuffede fælt med deres klima- og luftudspil, som vi har kritiseret på flere områder.
Vi er skuffede over den åbenlyse modsætning mellem regeringens grønmaleri af deres utilstrækkelige tiltag og den forventede effekt af tiltagene, der slet ikke bringer os i nærheden af en troværdig kurs imod opnåelse af målsætningerne i Paris-aftalen. Regeringens eget klimaråd var heller ikke bleg for at kritisere tiltagene, der sænker tempoet i CO2-reduktion til en fjerdedel. Den særligt problematiske krølle på den historie var, at energi- og klimaministeren, efter Klimarådets kritik, valgte at finde en ny formand for Klimarådet, og dermed afskedige den ellers vellidte Peter Birch Sørensen. Det lugter af en politisk fyring. Regeringen bør kunne tåle at få sandheden frem, og den er desværre, at vi ikke er på rette kurs mod Parisaftalens 1,5 grader. Og hvis ikke et rigt og velfungerende land som Danmark er klar til at holde Paris-aftalen, hvem er så?

Luftforurening
Klima- og luftudspillet indeholdt også en række tiltag rettet mod luftforureningen i Danmark, men også her skuffede udspillet med en række halvhjertede initiativer. Luftforurening er et massivt sundhedsproblem, som skaber sygdom og medfører tusindvis af for tidlige dødsfald i Danmark hvert eneste år. Derfor er det bekymrende, når regeringen bl.a. ikke vil inkludere krav til personbiler på diesel i miljøzonerne. De gamle dieselbiler står for en væsentlig del af den sundhedsskadelige NOX-udledning. Regeringens forslag blev desværre til virkelighed med Finansloven, men vi håber og tror, at der med tiden kan findes 90 mandater, som er klar til at indføre den nødvendige politik, der kan sikre markant renere luft til byboerne. Det burde gøre indtryk, at 250 byer i Europa har valgt at gå den ambitiøse vej og inkluderer krav personbiler på diesel. Hvorfor kan de danske byer ikke gøre det samme?
På luftforureningsområdet har vi (vanen tro) også haft gode diskussioner med Skorstensfejerlauget om udfordringerne med brændefyring. Det er en vanskelig debat, da de fleste af os jo godt kan lide at hygge os foran levende ild. Problemet er bare, at det forurener virkelig meget. Vi henviser ofte til en undersøgelse fra Århus Universitet, der viser at brændefyring er skyld i ca. 550 for tidlige dødsfald hvert år i Danmark. Men hvor andre tilsvarende forureningskilder er reguleret gennem afgifter, krav om filtre og miljøzoner, er der så godt som ingen regulering af brændeovne. Det er i vores øjne ulogisk, at man ikke som minimum sikrer, at dem, der forurener med brændefyring, er med til at betale de store omkostninger, de pålægger samfundet. Regeringens forslag om en skrotningspræmie for gamle brændeovne er i vores øjne slet ikke tilstrækkelig. Ordningen vil ikke have nogen dokumenterbar effekt, og pengene vil primært gå til dem, der alligevel ville skifte deres brændeovn. Vi vil fortsætte med at arbejdet for en mere logisk og gennemtænkt regulering på området. Det skal ikke være forbudt at hygge sig, men kun gennem ambitiøs regulering kan vi sikre udvikling af nye teknologier, så vi med tiden både kan indånde ren luft, holde varmen og hygge os.

Plastik 
Vi har også arbejdet fokuseret med plastik i løbet af efteråret og har blandt andet givet vores indspil til den plasthandlingsplan regeringen netop har lanceret. Der er flere gode elementer i planen, men den kunne efter vores mening have haft mere bid og højere ambitioner. Vi har arbejdet med området som partner i et projekt om plastik i havene, som for tiden markeres med en udstilling ved navn ‘Reuse, Recycle and Rethink Plastic’ i Industriens Hus.

Derudover har vi bl.a. haft fokus på fosforudledning fra landbruget (som også er tema for vinterens nummer af Global Økologi) og formidling af en EU-klimaretssag, hvor en række familier forsøger at få EU til at hæve ambitionsniveauet.

Jeg vil også gerne benytte lejligheden til at takke varmt for din støtte til vores arbejde. Gennem vores projektarbejde genererer vi viden og udvikler nye løsninger, men det er sjældent at projekterne indeholder finansiering til lobbyarbejde på Christiansborg og i Bruxelles eller til deltagelse i den offentlig debat. Til det er bidraget fra medlemmer en uvurderlig støtte, som gør at vi får bragt viden i spil og flyttet den grønne dagsorden. Tusind tak for støtten!

På vegne af alle medarbejdere i Det Økologiske Råd,

Claus Ekman