| Synes du, det strammer til? Hvad er det, livet prøver at lære os mennesker på denne store/lille klode? Valg efter valg vælges halvdiktatorer. Selv i lande, som man ikke troede kunne vælge sådan – vælges despoter, mennesker med firkantede og begrænsende budskaber, folk med had og nationale, egocentriske holdninger. Hvad er meningen? Op til overfladen kommer årtiers, ja århundreders mere eller mindre bevidste modsætninger, afsavn, undertrykkelse og rige menneskers grådighed og bliver til nationers motto. Snart er ”X first” et motto for flere og flere nationer, samtidig med at vi kan konstatere, at blot der er frost i Sydamerika, en lukket Suez-kanal eller et Hormuz-stræde i krig, så påvirker det – vores energipriser, fødevarepriser i supermarkedet og alle mulige andre forhold, som vi dårligt havde forestillet os hænger sammen. Åndeligt set er det en belæring hen imod at opfatte alle Jordens folk, alle samfund, alle økonomiske, politiske og religiøse forhold som limen – bindeledet – imellem alt levende i en mægtig krop, som vi kunne kalde Jordklodens nerve/hjernesystem: os mennesker! Den store krop Vi bliver trænet hver eneste dag i at se denne krop som et hele. Vi kalder det globale forhold, internationale sammenhænge og indbyrdes afhængighed på 1000 forskellige måder. Så lad os se på denne træning som noget positivt. Se på alle de ubehagelige og behagelige nyheder som information om vores medvæsener i denne store krop. Lad os ikke hænge fast i troen på, at vi på nogen måde kan holde os udenfor denne sammenhæng. At vi kan bygge mure – eller at vi kan fjerne uønskede elementer fra vores nærområde i overbevisningen om, at vi bare er os selv nok. I denne krop har vi alle sammen brug for hinanden. Det prøver livet at lære os. Men magtbegær, intolerance, angst og blindhed over for andres forhold og levevis gør, at mange mistolker det, som sker, og handler, som de plejer med krig, adskillelse eller større eller mindre ligegyldighed. Men kroppen svarer igen! For Jordklodekroppen er en sammenhængende krop, og i de næste mange årtier vil menneskeheden blive påvirket igen og igen via behagelige eller ubehagelige hændelser for at blive bedre til at anerkende denne sandhed: At vi alle hænger sammen! At skulle anerkende dette er ikke kun en intellektuel øvelse – det er en moralsk forandring. En moralsk udvikling, som samtidig beriger hvert enkelt menneskes tanke med klarhed om fællesskabet. Livet handler altid om følelse + tanke + handling i balance. Så næste gang, det strammer til, og du synes, at du hellere vil flygte fra informationerne eller hændelserne – afhængigt af, hvor du står i omstændighederne – så stop op og tænk JORDKLODEKROP. Fortæl dig selv, at du nu i nogle inkarnationer har øvet dig i at forstå, at alt hænger sammen i din egen krop, og at behandling af div. uligevægt og sygdom i denne derfor må ske via både følelser, tanker, kemi og energi. Men nu er tiden kommet til at løfte blikket mod en langt større krop: Nationerne – befolkningerne – klimaet – dyrene og planterne – kort sagt JORDKLODEVÆSENET. Her skal vi også arbejde på alle planer for sammen at skabe ligevægt med dyb respekt for helheden. |
Det lillebitte kryds
Husk at du lever i en demokratisk nation. Dit engagement, din mening og dit lillebitte kryds på en lang stemmeseddel betyder virkelig noget. I nationer, hvor blot få stemmer kan flytte rigtig meget, er det vigtigt at se sin egen indflydelse, hvor lille den end synes, og være glad for at kunne deltage i at bestemme.
Men lige så vigtigt er det kryds, du afsætter i din bevidsthed, når du tænker over, hvad du støtter nu og i fremtiden.
Gør valget til spirituel udvikling. Se alle beslutninger som begyndelsen til en ny og bedre verden!
Godt folketingsvalg!
Kærlige hilsner
Ingelise og Steen Landsy, Kosmos Center og Nyt Aspekt