Snart muligt at dokumentere genbrug af bærende bygningsdele

En række danske aktører er gået sammen om i certificeret ramme at genbruge bærende bygningsdele i beton, stål og træ.

Ordningen hedder Structural Reuse og bygger på en kombination af visuel gennemgang og ikke-destruktive tests, der dokumenterer elementernes styrke, egenskaber, tilstand og holdbarhed. På den baggrund kan de klassificeres og genbruges som bærende elementer på lige fod med nye materialer.

Kort sagt gør metoden det muligt at genbruge eksisterende konstruktioner frem for at bortskaffe dem og producere nye – med et stort potentiale for at reducere ressourceforbrug og CO₂-udledning i byggeriet.

Arbejdet har dannet grundlag for en fælles vejledning i form af den informative standard DS/INF 671. Vejledningens format er under revision, men kan fortsat hentes gratis i sit nuværende format frem til den nye udgivelse.

Business Development and Communication Manager hos Lendager Jannie Kaas Hauge siger: “Vi er meget stolte af projektets resultater og ser allerede efterspørgsel i markedet på at kunne teste den type elementer med henblik på genbrug.”

Kredsen bag består udover Lendager af DTU, Rambøll, Dansk Standard, Gate 21, Aarhus Universitet, Aarhus Arkitektskole, DTU Skylab og List Byg.

Skriv en kommentar