Trump-administrationen og Israel har startet en krig mod Iran udenom den amerikanske kongres og uden skyggen af lovhjemmel eller opbakning fra det internationale samfund.
Det har udløst en tsunami af kaotisk ødelæggelse og den største disruption af olie- og gasforsyningen måske nogensinde. Konsekvensen er uforudsigelig og uoverskuelig.
Men husk dette:
Ruslands invasion af Ukraine blev spået til at køre den grønne omstilling af sporet og kyle Europa tilbage til kulalderen.
I stedet fik vi mobiliseret hundredvis af milliarder til at nedbringe vores afhængighed af russisk gas og gøre det lettere at bygge vedvarende energi med fokus på energisikkerhed – og klip til bare fire år senere hvor vind og sol har overhalet alle fossile brændsler sammenlagt, mens biler drevet af batterier for første gang nogensinde sælger bedre end fossilbiler.
Nu gentager mønsteret sig, bare globalt.
Vi får afklædt alle de afskyelige aspekter af vores afhængighed af fossile brændsler – og krisen er ægte.
Men retningen står ikke til forhandling: Menneskeheden er på vej mod en ny virkelighed baseret på vedvarende energi, og det er fint sandsynligt at denne vanvidskrig vil accelerere omstillingen dramatisk.
Så husk dette:
Planeten Jorden får hver time nok solenergi til at drive verden i et helt år.
Solenergien er ren, uendelig og tilgængelig for enhver. Den kan ikke monopoliseres, manipuleres eller indhegnes for at blive bevogtet af bevæbnede soldater. Den er decentral, modulær og demokratisk, og den flytter magten fra de få til de mange.
Solstrålerne tilbagelægger 150 millioner kilometer for at komme hertil – og ikke en ENESTE foton skal igennem Hormuz-strædet!
Solenergi er symbolet på en fremtid hvor vi vælger at hente energi fra lyset over os i stedet for fra mørket under os – og vi er totalt på rette vej!
Skrevet af Denis Rivin fra Actual News.