En tale, der er en statsmand værdig

Den canadiske premierminister Mark Carney holdt på mødet i Davos en tale, der har vakt opsigt og som er tæt på at være en statsmandstale:

I en verden med rivalisering mellem stormagter har landene i mellemgruppen et valg: De kan konkurrere indbyrdes, eller de kan gå sammen om at skabe en tredje vej med gennemslagskraft.

Læs hele talen her:

Det er en fornøjelse – og en pligt – at være her ved dette vendepunkt for Canada og for verden.

I dag vil jeg tale om bruddet i verdensordenen, afslutningen på en fin historie og begyndelsen på en brutal virkelighed, hvor geopolitik mellem stormagter ikke er underlagt nogen begrænsninger.

Men jeg vil også fremlægge argumentet, at andre lande – især mellemstore magter som Canada – ikke er magtesløse. De har evnen til at bygge en ny orden, der afspejler vores værdier som respekt for menneskerettighederne, bæredygtig udvikling, solidaritet, suverænitet og staters territoriale integritet.

Magten hos de mindre magtfulde begynder med ærlighed.

Hver dag bliver vi mindet om, at vi lever i en tid med stor magtrivalisering. At den regelbaserede orden falmer. At de stærke gør, hvad de kan, og de svage lider, hvad de må. Denne aforisme af Thukydid præsenteres som uundgåelig – et udtryk for den naturlige logik i internationale forhold.

Når man bliver mødt med den logik, er der en stærk tendens til, at lande giver efter for at få tingene til at glide. For at undgå problemer. I håb om, at føjelighed vil købe sikkerhed.

Det vil det ikke.

Så hvilke muligheder har vi?

I 1978 skrev den tjekkiske systemkritiker Václav Havel et essay med titlen ’De magtesløses magt’. I det stillede han et simpelt spørgsmål: Hvordan holdt det kommunistiske system sig kørende?

Hans svar begyndte med en grønthandler. Hver morgen sætter han et skilt i vinduet: »Arbejdere i alle lande, foren jer!«. Han tror ikke selv på det. Ingen tror på det. Men han sætter skiltet frem alligevel – for at undgå problemer, for at signalere føjelighed, for at få tingene til at glide. Og fordi alle butiksindehavere på alle gader gør det samme, kører systemet videre.

Ikke gennem vold alene, men gennem almindelige menneskers deltagelse i ritualer, som de godt ved er falske.

Havel kalder det »at leve i en løgn«. Systemets magt kommer ikke fra dets sandhed, men fra alles villighed til at opføre sig, som om det var sandt. Og dets skrøbelighed kommer fra samme kilde: Da blot én person holder op med at medvirke – da grønthandleren fjerner sit skilt – begynder illusionen at smuldre.

Tiden er inde til, at virksomheder og lande fjerner skiltene.

I årtier har lande som Canada haft fremgang under det, vi kalder den regelbaserede internationale orden. Vi har meldt os ind i dens institutioner, hyldet dens principper og nydt godt af dens forudsigelighed. Vi kunne føre værdibaseret udenrigspolitik under dens beskyttelse.

Vi vidste godt, at historien om den internationale regelbaserede orden var delvist falsk. At de stærkeste fritog sig, når det passede dem. At handelsregler blev håndhævet asymmetrisk. Og at folkeretten blev anvendt med varierende strenghed afhængigt af identiteten på den anklagede eller ofret.

Denne fiktion var nyttig, og især amerikansk overmagt var med til at sikre almennyttige forhold: åbne sejlruter, et stabilt finanssystem, kollektiv sikkerhed og støtte til tvistbilæggelsesorganer.

Derfor satte vi skiltet i vinduet. Vi deltog i ritualerne. Og undgik overordnet set at påpege forskellene mellem skåltalerne og virkeligheden.

Den overenskomst virker ikke længere.

Lad mig sige det lige ud: Vi står midt i et brud, ikke i en overgang.

I løbet af de seneste to årtier har en række kriser inden for finans, sundhed, energi og geopolitik afsløret risiciene ved ekstrem global integration.

Senest er stormagter begyndt at bruge økonomisk integration som våben. Told som pressionsmiddel. Finansiel infrastruktur til afpresning. Forsyningskæder som svagheder, der kan udnyttes.

Man kan ikke »leve i løgnen« om gensidige fordele gennem integration, når integrationen bliver kilden til din underkastelse.

De multilaterale institutioner som de mellemstore magter stolede på – WTO, FN, COP, selve arkitekturen for kollektiv problemløsning – er alvorligt svækkede.

Resultatet er, at mange lande når frem til samme konklusion: De er nødt til at udvikle større strategisk autonomi inden for energi, fødevarer, kritiske mineraler, finans og forsyningskæder.

Det er en forståelig reaktion. Et land, der ikke kan brødføde sig selv, ikke har tilstrækkelige brændstoffer eller ikke kan forsvare sig selv har ikke mange muligheder. Når reglerne ikke længere beskytter dig, må du beskytte dig selv.

Men lad os ikke være blinde for, hvor det fører hen. En verden af forter vil være fattigere, mere skrøbelig og mindre bæredygtig.

Og her er en anden sandhed: Hvis stormagter endda opgiver illusionen om regler og værdier for uden blusel at jagte magten og egne interesser, vil gevinsterne ved ’transaktionalismen’ blive stadig sværere at gentage. Overherrer kan ikke blive ved med at slå mønt af deres forbindelser.

Allierede vil begynde at diversificere for at beskytte sig mod usikkerhed. De vil forsikre sig, udvide mulighederne. Det genopbygger suverænitet – suverænitet, der engang var rodfæstet i regler, men som i stigende grad bliver forankret i evnen til at modstå pres.

Som sagt koster klassisk risikostyring, men omkostningerne ved strategisk autonomi, ved suverænitet, kan også deles. Kollektive investeringer i resiliens er billigere, end hvis alle bygger deres eget fort. Fælles standarder mindsker fragmentering. Komplementaritet skaber overskud.

Spørgsmålet for mellemstore magter som Canada er ikke, om man skal tilpasse sig den nye virkelighed. Det skal vi. Spørgsmålet er, om vi tilpasser os ved bare at bygge højere mure, eller om vi kan gøre noget mere ambitiøst.

Canada var blandt de første til at høre varslet, hvilket førte til, at vi grundlæggende ændrede vores strategiske indstilling.

Canadierne ved, at vores gamle, magelige forventning om, at vores geografi og alliancer automatisk medførte velstand og sikkerhed ikke længere har gang på jord.

Vores nye tilgang hviler på det, som Finlands præsident, Alexander Stubb, har kaldt »værdibaseret realisme« – eller sagt på en anden måde: Vi satser på at være principfaste og pragmatiske.

Principfaste over for grundlæggende værdier: suverænitet og territorial integritet, forbud mod brug af magt, bortset fra når det er i overensstemmelse med FN-charteret, respekt for menneskerettigheder.

Pragmatiske i forståelsen af, at fremskridt ofte sker gradvist, at der findes forskellige interesser, at det ikke er alle partnere, der deler vores værdier. Vi engagerer os bredt, strategisk, med åbne øjne. Vi går aktivt i clinch med verden, som den er, i stedet for at vente på en verden, som vi måske kunne ønske os.

Canada kalibrerer vores forbindelser, så deres dybde afspejler vores værdier. Vi prioriterer et bredt engagement for at maksimere vores indflydelse i lyset af en verdensorden i forandring, de risici, der er forbundet med det, og alt det, der står på spil for fremtiden.

Vi satser ikke længere kun på styrken i vores værdier, men også på værdien af vores styrke. Vi opbygger den styrke derhjemme.

Siden min regering tiltrådte har vi sænket skatten på indkomst, kapitalafkast og forretningsinvesteringer. Vi har fjernet alle føderale barrierer for handel mellem de canadiske provinser, og vi hastebehandler en investeringspakke på 1.000 milliarder dollars til energisektoren, kunstig intelligens, kritiske mineraler, nye handelsruter med mere.

Vi vil frem til 2030 fordoble vores forsvarsbudget og gør det på en sådan måde, at det styrker vores egen industrisektor.

Vi udvider hurtigt vores samarbejde med udlandet. Vi er blevet enige om et omfattende strategisk partnerskab med EU, hvor vi blandt andet har sluttet os til Safe, Europas instrument til fælles forsvarsindkøb.

Vi har underskrevet 12 andre handels- og sikkerhedsaftaler på fire kontinenter i de seneste seks måneder. I de seneste dage har vi indgået nye strategiske partnerskaber med Kina og Qatar. Vi forhandler frihandelsaftaler med Indien, Asean, Thailand, Filippinerne og Mercosur.

For at bidrage til at løse globale problemer arbejder vi med varierende konstellationer – forskellige partnerskaber til forskellige emner afhængigt af værdier og interesser.

I forhold til Ukraine er vi et kernemedlem af Koalitionen af Villige og en af de største bidragydere per indbygger til landets forsvar og sikkerhed.

I forhold til arktisk suverænitet står vi fast side om side med Grønland og Danmark og støtter fuldt deres eneret til at afgøre Grønlands fremtid. Vores støtte til Nato’s artikel 5 er urokkelig.

Vi samarbejder med vores Nato-allierede – herunder de nordiske og baltiske lande – for yderligere at sikre alliancens nordlige og vestlige flanke, blandt andet gennem Canadas rekordhøje investeringer i radar, der virker længere end horisonten, ubåde, fly og støvler på jorden.

Canada er kraftig modstander af toldsatser i spørgsmålet om Grønland og opfordrer til konkrete forhandlinger om at nå fælles mål om sikkerhed og velstand for Arktis.

I plurilateral handel leder vi indsatsen for at bygge bro mellem (den skrinlagte handelsaftale, red.) Trans-Pacific Partnership (TPP) og EU for at skabe en ny handelsblok med 1,5 milliarder mennesker.

I forhold til kritiske mineraler er vi ved at danne køberklubber med forankring i G7, så verden kan bevæge sig væk fra, at der kun er få udbydere.

I forhold til kunstig intelligens (ai) samarbejder vi med ligesindede demokratier for at sørge for, at vi ikke ender med at være tvunget til at vælge mellem ganske få udbydere.

Dette er ikke naiv multilateralisme. Det er heller ikke et sats på svækkede institutioner. Det drejer sig om at bygge koalitioner, der fungerer, fra sag til sag, med partnere, der har nok til fælles til, at vi kan handle sammen. I nogle tilfælde vil det være langt de fleste lande.

Det skaber et tæt netværk af forbindelser på tværs af handel, investeringer og kultur, som vi kan trække på ved fremtidige udfordringer og chancer.

Mellemstore magter er nødt til at handle sammen, for hvis man ikke sidder med ved bordet, er man selv på menuen.

Stormagter har råd til at gå enegang. De har markedsstørrelsen, militærkapaciteten, musklerne til at diktere betingelserne. Det har mellemstore magter ikke. Men når vi kun forhandler bilateralt med en stormagt, forhandler vi fra en svag position. Vi accepterer, hvad der bliver tilbudt. Vi konkurrerer med hinanden om at være mest føjelig.

Det er ikke suverænitet. Man fører sig frem med suverænitet, men accepterer underkastelse.

I en verden med rivalisering mellem stormagter har landene i mellemgruppen et valg: De kan konkurrere indbyrdes, eller de kan gå sammen om at skabe en tredje vej med gennemslagskraft.

Vi skal ikke lade den hårde magts fremmarch gøre os blinde for, at legitimitet, integritet og regler fortsat har stor magt – hvis vi vælger at bruge den sammen.

Det bringer mig tilbage til Havel.

Hvad vil det betyde for mellemstore magter at »leve i sandhed«?

Hvis man ikke sidder med ved bordet, er man selv på menuen.

Det betyder at tale højt om virkeligheden. Hold op med at tale om ’den regelbaserede internationale orden’, som om den stadig fungerede efter hensigten. Kald systemet det, det er: En periode med intensiveret rivalisering mellem stormagter, hvor de mest magtfulde forfølger egne interesser ved at bruge økonomisk integration som et pressionsmiddel.

Det betyder, at man skal handle konsekvent. Anvende de samme standarder overfor både allierede og rivaler. Når mellemstore magter kritiserer økonomisk intimidering fra én retning, men forholder sig tavse, når den kommer fra en anden, står skiltet stadig i vinduet.

Det betyder, at vi opbygger det, som vi hævder at tro på. I stedet for at vente på, at den gamle orden bliver genoprettet, skal vi skabe institutioner og aftaler, der fungerer som beskrevet.

Og det betyder, at man reducerer den magt, der muliggør tvang. Opbygningen af en stærk indenlandsk økonomi bør altid være enhver regerings prioritet. International diversificering er ikke blot økonomisk fornuftigt. Det er grundlaget for en ærlig udenrigspolitik. Lande optjener retten til faste principper ved at mindske deres sårbarhed overfor gengældelsesaktioner.

Canada har, hvad verden vil have. Vi er en energisupermagt. Vi har enorme forekomster af kritiske mineraler. Vi har den mest veluddannede befolkning i verden. Vores pensionsfonde er blandt verdens største og mest sofistikerede investorer. Vi har kapital, talenter og en regering med en kæmpe økonomisk kapacitet til at handle beslutsomt.

Vi har de værdier, som mange drømmer om.

Canada er et pluralistisk land, der fungerer. Vores offentlighed er højrøstet, mangfoldig og fri. Canadierne er fortsat forpligtet på bæredygtighed.

Vi er en stabil, pålidelig partner – i en verden, der ikke er nogen af delene – en partner, der opbygger og værdsætter relationer også på den lange bane.

Og Canada har også noget andet: En erkendelse af, hvad der foregår, og en beslutsomhed om at handle derefter.

Vi forstår, at dette brud stiller krav om mere end bare tilpasning. Det kræver ærlighed om verden, som den er.

Vi tager skiltet ud af vinduet.

Den gamle orden kommer ikke tilbage. Vi skal ikke sørge over den. Nostalgi er ikke en strategi.

Men fra bruddet kan vi bygge noget bedre, stærkere og mere retfærdigt.

Det er opgaven for de mellemstore magter, som har mest at tabe ved en verden bestående af forter og mest at vinde ved en verden med ægte samarbejde.

De magtfulde har deres magt. Men vi har også noget: Evnen til at holde op med at lade som om, til at tale højt om virkeligheden, til at opbygge vores styrke derhjemme og til at agere sammen.

Det er Canadas vej. Vi vælger den åbent og tillidsfuldt.

Og det er en vej, der er vidt åben for ethvert land, der er villig til at gå den med os.

Oversættelse: Mette Skodborg

Kilde: Politiken

Hør her Altingets chefredaktørs analyse af tale.