At tro evangeliet er en personlig sag, en hjertesag. Og med hjertesager har staten intet at gøre, som Grundtvig udtrykte det.
For at et samfund kan kaldes frit, må der som det helt grundlæggende være ånds- og samvittighedsfrihed. Det er en frihed, der desværre igen og igen anfægtes af flertallet i Folketinget.
Senest er julehjælpen, også den hjælp, der stammer fra private organisationer, blevet et spørgsmål, som politikerne mener, de skal blande sig i.
Midt i forberedelserne til den store juleglæde, der skal være for hele folket, lyder det fra Christiansborg, at man skam endelig ikke må imødekomme en ansøgning om julehjælp fra en muslim.
Nu kan enhver jo tænke sit om en muslim, der søger julehjælp. Men det rager ikke de politiske magthavere, hvordan borgernes private pengegaver til hjælpeorganisationer bliver anvendt.