Mo Ibrahim er usædvanlig på mange parametre og fascinerende på endnu flere. Det mest iøjnefaldende først: Han er en afrikansk mangemilliardær, der bruger sine penge på at fremme politisk gennemsigtighed og demokrati tværs over sit kontinent.
Han finansierer uddannelse af de dygtigste unge afrikanere på vestlige universiteter.
Han har oprettet Mo Ibrahim Foundation, der hvert år udgiver omfattende rapporter udarbejdet af afrikanske forskere om politik, økonomi og fremtidsmuligheder for verdens yngste kontinent. Senest giver rapporten ’Financing the Africa We Want’ et bud på vejen frem mod et mere stabilt, velstående og demokratisk Afrika.
Mo Ibrahim er en ukuelig optimist, der nægter at give op over for borgerkrige, militærkup og de seneste 10 års demokratiske tilbagetog.