Solcellepaneler, der kun vejer en tredjedel af standardløsninger, er nu på markedet. De kan gøre det muligt at montere solceller på bygninger, der ellers ville skulle gennemregnes og/eller forstærkes. Nu tester Aarhus Kommunes Klimaselskab løsningen i samarbejde med Aarhus Ejendomme.
Udfordringer med at få solceller op på en lang række eksisterende bygninger har fået Aarhus Kommunes Klimaselskab til at lede efter – og finde – en løsning, som måske også kan hjælpe mange andre kommuner og regioner.
»I Aarhus Kommune skal vi efter planen lægge 71.000 m2 solceller op. Men vi er stødt ind i den udfordring, at vi kan have nogle helt oplagte tagflader på bygninger, hvor der også er et elforbrug, som passer godt til panelernes produktionsprofil – eksempelvis svømmehaller, sportshaller og plejehjem – men de traditionelle paneler er så tunge, at vi ikke kan få lov til at sætte dem op uden at skulle forstærke bygningerne. Og så kan det ikke betale sig. Derfor har vi ledt efter nogle lettere paneler, fortæller Knud Jensen, der er projektleder i Aarhus Kommunes Klimaselskab.
Kilde: GridTech