I 2024 blev Monte Verde ramt af de værste brande i Bolivias historie. Røgen lå så tungt, at skoler måtte lukke, familier blev evakueret i ugevis, og næsten 700.000 hektar skov gik tabt. Tusindvis mistede marker, husdyr og adgang til rent vand.
Monte Verde er et oprindeligt territorium i det østlige Bolivia, hvor lokalsamfundene siden 2021 har arbejdet med planteskoler, naturlig regeneration og bæredygtige skovlandbrugssystemer.
De har organiseret brandbrigader, indført lokale regler for brug af ild og bygget tidlige varslingssystemer.
Javier Bejarano fortæller:
Da flammerne kom, var det ikke staten, men lokalsamfundene selv, der stod i frontlinjen. Deres brandbrigader og varslingssystemer reddede liv, sikrede nødhjælp og begrænsede tabene.
I alt blev 520 mennesker evakueret i tide, og 1.608 familier fik nødhjælp i form af mad, medicin og beskyttelsesudstyr.
Af de 32.000 hektar, der siden 2021 var sat under restaurering i Monte Verde, blev to tredjedele ødelagt af brande i 2024. Javier Bejarano supplerer:
Det kan virke som om årelangt arbejde gik tabt. Men satellitdata viser, at over 16.000 hektar faktisk havde fået tættere skovdække og dermed blev mere robuste.
Skovlandbrugs-systemer stod altså bedre imod end udpinte marker, og naturlig regeneration skabte lommer af grønt midt i asken. Det bekræfter, at fællesskabsdrevet restaurering ikke bare handler om at plante træer, men også om at bygge modstandsdygtighed.
Kilde: Verdens Skove.