Stort Arla-anlæg kan snart udfase naturgas

Produktionen af mælkepulver er i dag en af mejerigiganten Arlas mest energitunge og CO2-udledende produkter. Dels fordi der kræves meget høje temperaturer til processen, og dels fordi disse temperaturer opnås ved at brænde naturgas af. 

Men hvis alt flasker sig, kan der snart blive vendt op og ned på den udfordring.

Arla er nemlig gået sammen med teknologivirksomheden Hyme Energy om at rejse kapital til at etablere et nyt, stort smeltesalt-energilagringsanlæg med en kapacitet på 200 MWh i Holstebro. Et anlæg, som i døgndrift vil kunne forsyne produktionen med de fornødne temperaturer i lejet mellem 200 og 300 grader procesdamp ved 17-20 bar baseret på grøn energi fra elnettet. 

»Med den projekterede kapacitet er anlægget designet til at lave kontinuerlig afladning af damp fra energilageret alle døgnets timer, hvormed vi kan erstatte de eksisterende naturgaskedler til fulde. Vi kommer dog, som det er i dag, til at have en sommernedlukning af anlægget på to til tre uger, hvor man vil kunne benytte de eksisterende gaskedler, som forbliver ved siden af anlægget til nødlast,« forklarer Ask E. Løvschall-Jensen, der er CEO hos Hyme Energy. 

I praksis er det dog mere eller mindre en eliminering af naturgassen, som i dag bruger 16 MW termisk effekt konstant med et forbrug på den gode side af 100.000 ton naturgas om året.

Kilde: GridTech