I disse uger vælter det ind med alarmerende beretninger om konsekvenserne af den amerikanske præsidents beslutning. 500.000 HIV-patienter i Sydafrika er i fare for at dø over de næste ti år. Suppekøkkener i Sudan kan ikke brødføde den krigshærgede befolkning. Ofre for seksuel vold i Etiopien kan ikke blive rehabiliteret. Og på tværs af hele Afrika er 5,7 millioner mennesker i fare for at blive skubbet ud i ekstrem fattigdom i løbet af det næste år.
Sådan kan man blive ved.
Alligevel er det ikke helt vanvittigt at forestille sig at nedlæggelsen af USAID – i al sin dramatik – også har et element af opbyggelighed over sig.
Mange afrikanske lande er i dag dybt afhængige af bistand, ikke mindst den amerikanske. USAID udgør 15 procent af Sydsudans økonomi, seks procent af Somalias og fire procent af Den Centralafrikanske Republiks.
Denne donorafhængighed er problematisk, har politikere og eksperter både i og uden for Afrika sagt i mange år. Når internationale NGO’er – og ikke offentlige myndigheder – står for kritiske tjenester som sundhed, uddannelse og fødevarehjælp, får de offentlige myndigheder år for år sværere ved at erstatte NGO’erne. Staternes evne til at drive en stat svækkes simpelthen. Derudover er donorafhængigheden forbundet med et ødelæggende værdighedstab: Det er slet og ret ydmygende at leve på almisser fra rige fremmede.
Det er på den baggrund, at man – som blandt andet Washington-tænketanken Atlantic Council gør det – kan argumentere for, at Trumps opgør med USAID er et tiltrængt chok for Afrika.
I 2017 lancerede Ghanas daværende præsident Nana Akufo-Addo det politiske program “Ghana Beyond Aid”, og toneangivende intellektuelle som zambiske Dambisa Moyo og ugandiske Andrew Mwenda har gennem årene argumenteret for, at bistandsregimet ikke hjælper Afrika, men tværtimod holder kontinentet tilbage. Alligevel har de afrikanske magthavere endnu til gode at tage et reelt opgør med donorafhængigheden. Det kan de passende gøre nu.
Det er nemmere sagt end gjort. Mange afrikanske lande har forsvindende små nationalbudgetter og kun få holdbare muligheder på det internationale lånemarked. Men som den camerounske økonom Célestin Monga påpeger i et interview i den franske avis Le Monde, kunne man begynde at få kontrol over de enorme summer, der på forskellig ulovlig vis bliver dirigeret ud af Afrika hver eneste år – hvad enten det skyldes korruption, skatteunddragelse eller smugling:
“Den amerikanske støtte til Afrika er fem gange mindre end beløbet af illegale penge, der forlader kontinentet hvert år”.
Mongas gennemgående pointe er, at der såmænd bliver genereret rigeligt værdi i Afrika til, at ingen lande burde være afhængige af bistand. Nu – mere end nogensinde efter Trumps bistands-stop – er opgaven at sikre, at denne værdi rent faktisk kommer afrikanerne til gavn.
Kommentaren er skrevet for Afrika-brevet af Oscar Rothstein.