De heler sårene efter de dramatiske optøjer

Vi har hørt meget om de voldelige optøjer i Storbritanien efter det bestialske overfald der medførte at tre piger blev slået ihjel.

Vi har ikke hørt så meget om hvordan britterne (hvide som brune) gør en stor indsats for at hele sårene og få samfundet til igen at hænge sammen.

Det fortæller journalist Jacob Skaaning, Zetland, om. Han har været i Southport, hvor det hele startede og hvor optøjerne bla. ramte en moske og mod en købmand fra Sri Lanka.

“Da imamen fra moskéen i Southport, Ibrahim Hussein, vendte tilbage til moskéen dagen efter angrebet, ventede der ham endnu et chok. På en helt anden måde end dagen før. “Jeg kom lidt efter klokken ni, og der var folk allerede i gang. Gaden lignede stadig en krigszone, men lige her var det hele ordnet,” fortæller han.

En masse mennesker var mødt op for at hjælpe med at rydde op og med at genopbygge det, der var ødelagt. Det var naboer og lokale håndværkere, der tilbød deres arbejdskraft og hjælp til at genopbygge moskéen ganske gratis. “Det var helt vidunderlige mennesker,” siger Ibrahim Hussein. “Det viser, at vi ikke er alene, og at ordentlighed vil vinde.”

Supermarkedet længere nede ad gaden, der blev plyndret og smadret, oplevede noget lignende. Bare få dage efter angrebet havde en indsamling oprettet af en genbo indsamlet mere end 100.000 kroner til supermarkedets ejer, så butikken kunne blive repareret og købe nye varer. Da jeg besøger supermarkedet, er der ingen spor af optøjerne, ud over et stort skilt med teksten “Tak, Southport”.

Dét er også Southport, som Andrew Brown, ildsjælen og redaktører, siger. “Folk i Southport sagde ‘ok, vi bekymrer os om de mennesker, der bor her. Vi vil gøre den her by bedre. Vi vil ordne det her.’” Det handler ikke om politik, men om, at man opfører sig ordentligt over for hinanden, når man lever i den samme by. På den måde håber Andrew Brown, at Southport kan få fred til at fordøje sorgen over de brutale drab, som satte det hele i gang.”

Læs eller lyt til hele historien her.