En ny metode til at bekæmpe denguefeber har haft stor succes i Colombia. I stedet for at dræbe de myg, der spreder sygdommen, avler man flere.
Umiddelbart kan det virke selvmodsigende, at flere myg giver færre problemer. Forklaringen er, at de mange millioner myg, som forskerne udklækker og slipper fri, ikke er helt almindelige myg. De er nemlig blevet podet med en særlig bakterie, der hedder Wolbachia. Når bakterien er inde i myggen, forhindrer den, at myggen kan sprede en række virus, som blandt andet dengue, zika og chikungunya.