I anledning af at ActualNews er udkommet 100 gange har stifteren Denis Rivin gjort sig nogle betragtninger:
Vi lever i en tid hvor science fiction ugentligt forvandles til science fact, og der sker vanvittig meget positiv udvikling i vores verden, særligt på energi- og klimafronten. Her en lille potpourri over fremskridt fra den sidste måned:
1) Verdens længste 3D-printede bro er opført i Holland med 50% mindre materialebrug end normalt, 2) verdens største anlæg til at suge CO2 ud af atmosfæren er indviet på Island, 3) Mærsk har investeret $1.4 milliarder i verdens første CO2-neutrale containerskibe, 4) verdens første eldrevne, masseproducerede pickup-truck er rullet af samlebåndet i USA, 5) Volvo har fået verdens første leverance af fossilfrit stål, 6) verdens første batteridrevne godstogslokomotiv har ramt skinnerne, 7) historiens kraftigste, menneskeskabte magnetfelt har markeret et vigtigt gennembrud i arbejdet mod kommerciel fusionsenergi.
Eksponentielt mind-fuck
Det her er bogstavelig talt fra de sidste ca. 30 dage, læg mærke til hvor rekord-agtigt det hele er. Hvad siger det om verdensudviklingen, når man ser det klynget sammen på denne måde i en bouillonterning af futuristisk fremdrift? Hvordan påvirker det hvad der betragtes som good business i erhvervsliv? Hvad betyder det for dig personligt?
Det er i virkeligheden lidt et mind-fuck, er det gået op for mig, for der sker så meget i verden at de færreste kan følge med, og derfor føler de fleste, at der ikke rigtigt sker noget. Men hvis man ser på hvor meget der er sket den sidste måned bare, og så det sidste år – eller de sidste 6 år siden Parisaftalen – sammenligner det med hvor lidt der skete i årtiet op til, ganger det med eksponentielle teknologiers evne til at accelerere udvikling, og så forestiller sig det radikale potentiale bare frem mod 2030… så er der altså håb at hente. Og energi!
Håb som oprørsform
I løbet af de sidste 100 udgivelser har jeg fundet ud af at det er lige præcis det, jeg vil med #ActualNews: Jeg vil gerne tappe ind i denne energi og være med til at udbrede den ved at påvirke diskursen i samfundet positivt, så vi i langt højere grad taler om det der virker, og det vi vil, i stedet for at trippe endeløst over det der ikke virker, og hvad vi gerne vil undgå.
–Ikke for at lulle folk i søvn med gode nyheder, men for at samle alle de mennesker der er vrede og frustrerede over at der intet sker og sige HEY! Der sker faktisk rigtig meget, venner. Og det er slet ikke nok, men udviklingen er totalt i gang og tilsyneladende ustoppelig. Så lad os ikke jamre over at der sker for lidt, men i stedet fokusere på det der sker og bruge det konstruktivt som brændsel til at kræve endnu mere af vores beslutningstagere – lad os bruge håb som oprørsform!
Efter 100 udgivelser og nu med over 900 faste læsere ved jeg, at dette budskab resonerer med mange. Skål for 100 udgivelser endnu.
Er man ikke i støttekredsen, så er tiden inde. Det sker via ActualNews.