Abort lovligøres i det ene land, men forbydes i det andet. Historien viser, at verdens kvinder aldrig kan tage deres rettigheder for givet.
Jubelskrig og knugende kram fyldte gaderne i Buenos Aires, da tusindvis af argentinske kvinder i oktober 2020 fik nyheden om, at landets kongres netop havde stemt for lovliggørelse af abort. Før kunne kvinder kun få en abort, hvis graviditeten var på grund af voldtægt eller medførte alvorlige helbredsrisici.
Men blot måneder efter, at de argentinske kvinder kunne danse deres sejrsdans, måtte deres søstre i Polen frustreret se til, mens landets abortlov blev strammet. En stramning, som betød, at den polske lovgivning minder slående meget om den, som Argentina netop havde afskaffet – og som reelt set forbyder abort med kun meget få undtagelser. Læs mere her.
Man kan jo undre sig over, at ikke alle samfund har fri adgang til abort. Jeg er selv stærk tilhænger af at man undgår abort på enhver mulig måde – men jeg er på den anden side totalt tilhænger af, at den gravide selv skal have fuldstændig ret til at bestemme om de vil sætte et individ i verden som de allerede ved at de ikke kan tage sig ordentligt af.
Man kunne jo kombinere det hele i en lovgivning hvor de der ikke har råd til indgrebet (som let kan koste DKK 8,000 for en 30 minutters procedure), kan få enten lån til det, eller støtte til det, afhængig af hendes levestandard. Da man kan tage en faderskabstest på føtus, kan man jo lade en eventuel betaling fra samfundets side afhænge af at man får identificeret faderen (evt. via føtus), og at enhver betaling skal deles ligeligt imellem moder og fader, efter hver deres økonomiske status. Således, hvis moderen ikke har midlerne, men faderen må siges at kunne have midlerne, så skal faderen betale fuldt ud. Hvis begge parter ikke har midlerne, så betaler samfundet.
Men fri abort – det må være en menneskeret – ikke mindst en ret for det ufødte barn til at forblive ufødt.
Der sker i øjeblikket en tvangs-undervisning af de, der får foretaget en abort, som foregår på en meget upassende måde, der gør at det er meget lidt sandsynligt at det giver nogen som helst nyttig vejledning.
Denne undervisning burde i stedet i høj grad være noget der finder sted i skolerne. Vi havde en særdeles progressiv klasselærer i 9. klasse på Hald-Ege skole ved Viborg – en Hr. Peter Nielsen – som tog os igennem alle de her ting. Det var særdeles informativt.
Og i dag har jeg ikke et eneste uønsket barn.