I løbet af 2024 vil de første indbyggere være flyttet ind i verdens første flydende by med 20.000 indbyggere. Det er ikke tilfældigt at den etableres 15 minutters sejrtur fra Maldivernes hovedstad Malé. Maldiverne er en af de østater, der ligger lavest og derfor er meget sårbar overfor havstigningen.
Boligmodulerne der er i træ bliver lavet på et nærliggende skibsværft og bugseret ind i den 200 ha store bolig-lagune. Et rev er i gang med at blive etableret omkring den kommende flydende by på tre af siderne for at bryde havets bølger. Samtlige huse, veje og broer vil blive fastgjort med wirer til havbunden.
Der er spændende perspektiver i den kommende flydende by. F.eks. bruger de i dag 46 % af deres el på at køle husene. Når de er placeret på vandet kan de trække køligt vand op og således holde boligen i en passende temperatur. I øvrigt vil al strømmen blive produceret med solceller. Deres ”have” vil være baseret på næringsstoffer fra deres eget spildevand.
Biler vil være forbudt i den flydende by. Cykler, små eldrevne scootere og naturligvis både er tilladt.
Som de klogt siger så er det bedre at vi er klima-innovatorer end vi er klimaflygtninge. Når vi kan ikke stoppe havstigningen, men vi kan stige med havet.