For at støtte biodiversiteten i Danmark og for at redde en truet dyreart, skal syv bisonokser udsættes i naturen på Bornholm.
Af Cecilie Dahlerup
MILJØ: Store flokke af vandrende bisonokser er noget vi sidst har hørt om i USA, da nybyggerne der bosatte sig på prærien. I Danmark har der ikke været vilde bisoner i de sidste 2000 år. Men det kommer til at ændre sig snart, dog i mere beskedent omfang. Syv bisonokser skal leve som vilde dyr i skovene på Bornholm som et forsøg og hvis det går godt, skal de blive der. En høring på et borgertopmøde om biodiversitet, som Miljøministeriet har afholdt d. 28 januar 2012 har vist, at mange ønsker de store dyr tilbage i den danske natur som vilde dyr. Mødet er en del af en ny miljøplan for 2012.
Fra Polen til Bornholm
Bisonoksen har været tæt på udryddelse i hele Europa. Selvom der tidligere har været millionvis af dem, er de blevet jaget af mennesker for kødets skyld i en grad, som har fjernet dem fra naturen. Det eneste sted man har kunnet se bisonokser her har været i zoologiske haver. Kun i det nordlige Polen er der en lille stamme, som har overlevet og det er dyr herfra, som nu skal sættes ud i skovene på Bornholm. Andre steder i Danmark ville dyret også kunne trives, fordi en del af de planter som er en vigtig del af dyrenes føde ikke spises af andre dyr.
På mødet, som er et samarbejde mellem Miljøministeriet og Naturstyrelsen, stemte man også om, hvorvidt ulven skulle genindføres, men der var ikke samme store flertal som omkring bisonoksen. Der findes allerede indhegnede bisoner i Randers og et stort bisonopdræt af slagtekvæg på Fyn.
Læs mere:
http://www.mim.dk/Nyheder/20122701_borgertopmoede.htm
http://viden.jp.dk/explorer/ekspeditioner/truededyr/ekspeditionen/reportager/default.asp?cid=125003
http://www.naturstyrelsen.dk/Nyheder/2012/Bisonindhegning_snart_klar.htm
Restauranter med Ø-mærke er nu registret i en app. Det betyder, at man lynhurtigt kan finde frem til den nærmeste økologiske restaurant fra sin mobiltelefon.
Af Cecilie Dahlerup
SUNDHED: Økologi skal ikke længere gemmes væk fra offentligheden. Et nyt dansk initiativ har gjort det muligt at bruge mobilen som søgemaskine til at finde små og store virksomheder, som helt eller delvist har økologi som sit varemærke.
- Øko-app’en er eksempelvis en hjælp til danskere, som gerne vil finde en restaurant eller café, hvor de kan få et godt økologisk måltid. Eller til forældre som gerne vil vide, hvilke daginstitutioner som kan servere mad af rene, økologiske råvarer for deres børn, siger Dorthe Kloppenborg, der er projektleder i Økologisk Landsforening, en forening for både landmænd, virksomheder og forbrugere.
Det er en fordel både for danske forbrugere og de virksomheder, som nu endnu tydeligere end før kan profilere sig økologisk. Øko-applikationen er udviklet i samarbejde med MobiNature og kan bruges af smartphones som Iphone og Android. Initiativet er støttet af Fødevareministeriet.
Læs mere:
Gennem de senere år er der sket en støt stigning i antallet af solgte solceller og teknologien udvikler sig i takt med efterspørgslen.
Af Cecilie Dahlerup
SOLKRAFT: Ikke bare i Danmark er solceller på fremmarch. I hele Europa – ja faktisk i hele verden har man fået øjnene op for den grønne energis fordel, selvom man i startfasen ikke har haft den store økonomiske gevinst ved at benytte sol frem for olie. Men nu er der både udsigt til at kilowatt-priserne falder og at teknologien bliver smartere og producenterne dygtigere.
Eksperter spår, at fremtidens solceller – de såkaldte anden-generations solceller – vil være tynd film, men at der stadig vil være en masse muligheder i de almindelige krystallinske solceller. Filmen kan bruges meget bredt, men kræver sjældne jordarter til fremstillingen og det giver nogle begrænsninger. Samtidigt betyder priserne noget for udbredelsen.
En helt ny og tredje type solceller er på tegnebrættet, som er lettere at fremstille end de andre typer. De kaldes for polymere solceller og er mindre holdbare men til gengæld også billigere at fremstille. Det er DTU som er i førerfeltet på verdensplan, når det gælder udviklingen af dem.
Læs mere:
I London i England er man begyndt at bruge et system til genopladning af el-biler, som ikke kræver ledninger eller kontakter.
Af Cecilie Dahlerup
TEKNOLOGI: En flad måtte som bilen parkerer over. Det er det nyeste skud på stammen af tilbehør til el-biler. I London har man etableret 50 af dem i forbindelse med parkering specielt for el-biler. Så kan de lade op, mens ejeren er på arbejde.
I måtten er der et elektromagnetisk felt, som oplader bilen på nøjagtigt samme måde, som man oplader genopladelige elektriske tandbørster bare i en større målestok. Foreløbigt kører måtterne som et forsøg, som er støttet både af staten og kommunen. Måtterne er pladsbesparende i forhold til standere.
Læs mere:
http://www.forumforthefuture.org/greenfutures/articles/london-gets-wireless-charging-evs
Danmarks første rækkehuse baseret på solenergi er ved at blive opført ved Roskilde.
Af Cecilie Dahlerup
LAVENERGI: Der er næsten udsolgt af boliger i et kommende miljøvenligt nybyggeri, som nu er ved at blive realiseret. Det er byggefællesskabet Svalin, som står bag projektet. Byggeriet er ambitiøst og fremtidssikret og kommer mindst til at leve op til kravene for byggeri svarende til bygningsklasse 2020, som forudsætter at byggeriet er baseret på vedvarende energi. Her skal bo 20 familier i et bofællesskab med fællesspisning og økologi og altså også grøn energi og miljøbevidsthed.
Nyt skud på stammen
Tanken om meget energibesparende boliger stammer oprindeligt fra Tyskland og der er eksperimenteret med mange typer byggeri inden for de seneste år. Lige fra alternative isoleringsmaterialer til ventilation og forskellige typer alternativ energi, som efterhånden er ved at blive opdelt til forskellige formål. Brint har vist sig at være bedst til trafik, vindmøller er bedst til store kraftværker. Solceller er ikke den hyppigst anvendte energiform, men er velegnede til at dyrke lokal energi og det er det, som gør dette byggeri til noget særligt. Desuden har man førhen anvendt ideen om passivhuse, altså byggerier med en ekstrem lav udgift til energi, primært til meget store byggerier, som fx højhuse. Derfor er det stadigt nyt, at implementere alternativ energi i nybyggeri af private hjem.
Effektiv grøn energi
Husene i Trekroner kommer til at producere mere energi end beboerne bruger og vil virke som et lille kraftværk. Man vil kombinere solenergi med jordenergi. Det kaldes for aktivhuse og det vil gøre el gratis en stor del af året i boligerne. Solcellerne placeres centralt på et fælleshus og ledes derfra over i boligerne, så man slipper for solceller på tagene af hver enkelt bolig. Man planlægger også at udnytte fordelene ved at husene ligger tæt på hinanden med nabovarme. Alt i alt bliver der sparet både på udgifter til byggeri og udgifter til energi for beboerne, samtidigt med at bygningerne bliver så miljøvenlige som moderne teknologi tillader. Man planlægger også el-ladestandere til el-biler i området.
Læs mere:
Det er ikke kun pengestærke interesser og markedsvilkår, som skal styre distribution af fødevarer. Det er tanken bag flere nye græsrodsbevægelser, som har sit udspring i Mali i Vestafrika. De har sat en fødevarerevolution i gang.
Af Cecilie Dahlerup
FORBRUG: Fremtiden byder på et nyt slags uafhængigt fødevarenetværk, som er frigjort fra dominansen fra de multinationale selskaber. Den tendens kommer fra Mali i Vestafrika og er ved at brede sig til England og Europa. Af små fødevareproducenter i Afrika kaldes tendensen for en befrielse fra, hvad der tidligere er blevet oplevet som de multinationale selskabers spændetrøje.
Alternativ distribution
Efter demokratiseringen af en række afrikanske lande har det været et problem, at store virksomheder har presset priserne i vejret på blandt andet fødevarer og det har skabt inflation i landet, som især ramte Mali lige op til finanskrisen. Nu er der skabt en række nye initiativer, som har som formål at ændre distributionen og produktionen af fødevarer markant. Og den er i gang med at blive verdensomspændende. Det drejer sig ikke udelukkende om overhovedet at kunne købe mad. Filosofien bag bevægelsen er, at alle samfund skal have ret til demokratisk at definere deres egne fødevarer og landbrug uden at skade andre mennesker eller miljøet. Der bliver altså lagt vægt på et etisk fødevarenetværk frem for et kommercielt.
Bred opbakning
500 repræsentanter fra mere end 80 lande deltager i de fælles målsætninger og græsrodsbevægelserne har bred opbakning fra mere end 200 millioner små landbrug rundt omkring i verden. Det første europæiske møde fandt sted i Østrig i sommeren 2011 under navnet ”European Forum for Food Sovereignty”. Her var et fremmøde af mere end 400 deltagere fra 34 lande. Temaet formødet var ”Hvordan kan vi europæere brødføde os selv uden at ødelægge andres mulighed for at få mad?”. Der er planlagt endnu et europæisk møde i England i 2012, som kommer til at dreje sig om lokal fødevareproduktion med fokus på etisk forsvarlige og økologiske metoder.
Læs mere:
Det bliver billigere og billigere at købe et nyt solcelleanlæg og det kan mærkes hos producenterne
Af Cecilie Dahlerup
ENERGI: I løbet af 2011 er antallet af solcelleanlæg i Danmark steget til det tredobbelte, skriver fagbladet Ingeniøren. Hos Dansk Energi mener man, at det skyldes, at priserne på solcelleanlæg er faldet, samtidigt med at el-priserne er steget. Det er afgifterne på brug af anlæggene også, fordi det er muligt at få måleren til at ”løbe baglæns” og dermed have meget lave udgifter til strøm og statslige afgifter. Virksomhederne har desuden opdaget, at solceller er en måde at brande en grøn og miljøvenlig profil.
Statslige tilskud redder solenergi
Fra nytår 2012 er der endnu en væsentlig gevinst at hente ved at installere et nyt anlæg. Det er nemlig blevet muligt at trække håndværkerudgifterne fra i skat op til 10.000 kr. og derfor bliver solceller med et slag til en rigtig god forretning for almindelige husstande, ifølge Ingeniøren. På grund af den lavere pris bliver afskrivningstiden på anlægget kortet ned til 7-8 år og hos Energi Midt har man allerede så mange efterspørgsler på anlæg, at der er ventetid.
Læs mere:
http://ing.dk/artikel/124983-energi-midt-kan-ikke-foelge-med-solcelle-efterspoergslen
http://ing.dk/artikel/124688-solcellegennembrud-hos-private
http://ing.dk/artikel/125261-solcelleanlaeg-stormer-frem-i-danmark
De fem nye supersygehuse som skal bygges i Danmark indenfor de næste år er basis for et nyt initiativ fra Dansk Energi.
Af Cecilie Dahlerup
SUNDHED: 700.000 kr. Det er prisen på et forprojekt, som er iværksat af Elforsk – et program som hører under Dansk Energi. De penge kan komme til at betyde et væsentligt bedre miljø på de store hospitaler, som er under planlægning i regionerne. Det vil skabe bedre trivsel for patienterne, hvis det lykkes. Nu skal der forskes i, hvordan LED-lys kan integreres i byggeriet på en måde, som forbedrer hospitalernes indeklima. To allerede eksisterende sygehuse har accepteret at lægge lokaler til forskningen.
LED-lyskilderne har flere muligheder end andet lys, fordi man bedre kan regulere belysningen indendørs og undersøgelser viser, at det kan mindske patienters medicinforbrug, at de har optimale forhold, når det angår belysning.
Læs mere:
http://ing.dk/artikel/114009-led-lamper-faar-bakterier-til-at-selvdestruere-paa-hospital
Den danske virksomhed Energi Nord har startet et samarbejde med en global koncern om at give afrikanerne billigere adgang til miljøvenlig el.
Af Cecilie Dahlerup
SOLCELLER: Sol er der nok af i Afrika i dagtimerne, men det er ret nyt, at det udnyttes til energi via solceller. Traditionelt bruger den fattige befolkning i Uganda petroleum, som både forurener og er dyrt. I Uganda har 80 pct. af befolkningen ikke adgang til el, og der er mørkt 12 timer i døgnet. Men nu er lysere tider på vej i mere end en forstand ifølge Dansk Energi. Energi Nord har indgået en aftale med AkzoNobel , et globalt malerfirma, om et sponsorat som skal tilgodese projektet ”Lys i Afrika” iværksat af Energi Nord.
6.640 familier har allerede fået gavn af de nye solcellelamper og 5000 til er på vej. Og virkningen er markant. Børn kan komme til at læse lektier om aftenen og hverdagen er blevet meget lettere for familierne. De penge de sparer, køber befolkningen mere mad for og børnene får bedre uddannelse. Projektet har desuden uddannet ti lokale elektrikere. Det er muligt for andre – både private og virksomheder – at støtte projektet.
Læs mere:
I løbet af 2012 modtager fire afrikanske lande massiv økonomisk støtte fra Danmark via nødhjælpsorganisationer.
Af Cecilie Dahlerup
POLITIK: I samarbejde med FN´s fælles humanitære katastrofefond og Dansk Flygtningehjælp har Udenrigsministeriet bevilget hjælp for at løse store problemer i Sudan, Sydsudan, Elfenbenskysten og Liberia. De fire lande er i risiko for at udvikle fatale humanitære kriser på grund af uroligheder. Derfor er der bevilget 40 mio. kr. i bidrag til Susan og Sydsudan og 17 mio. kr. til Elfenbenskysten og Liberia, blandt andet til at hjælpe flygtninge.
Sikrer nødhjælp og bekæmper sygdom
Situationen i Susan og Sydsudan er kritisk, fordi der er væbnede konflikter i store områder, som befolkningen lider under. Det drejer sig om områderne i Darfur, Syd Kordofan og Blue Nile. En del af pengene skal bruges til at sikre, at befolkningen kan få adgang til nødhjælp. I nogle områder er det nemlig et problem for nødhjælpsorganisationer at komme frem, som situationen er i dag.
I Sydsudan, som har været en selvstændig stat siden sommeren 2011, er der akut brug for hjælp til at bekæmpe malaria og det sker ved hjælp af en indsats fra WHO. – Der er risiko for, at situationen i Sudan og Sydsudan i løbet af de kommende måneder udvikler sig til en stor humanitær krise. De humanitære organisationer arbejder under meget vanskelige vilkår, siger Udviklingsminister Christian Friis Bach fra Radikale Venstre.
Skal hjælpe flygtninge hjem
Godt 180.000 mennesker er flygtet fra Elfenbenskysten og befinder sig nu i nabolandet Liberia og har været der siden nytåret 2011. – Også i Elfenbens-kysten og Liberia står vi overfor store udfordringer i 2012 og det er afgørende, at der på dette kritiske tidspunkt i krisen er ressourcer til at hjælpe de mange flygtninge hjem, påpeger udviklingsministeren. Flygtningene har desuden har stadigt brug for hjælp både til beskyttelse og bedre levevilkår, hvor de er nu. Når de vender tilbage til deres hjemland, skal myndighederne være parate til at tage imod dem og genintegrere dem.
Læs mere:
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/23-12-11/danmark-gar-ind-med-ekstra-humanitaer-hjaelp-i-afr